Nutidens Vorbasse voksede op omkring kirken i slutningen af 1100-tallet. Men den første organiserede bosættelse, der lignede en landsby, lå nord for kirken, hvor der i dag er åben mark. Under udgravningen her af et område på ca. en kvadratkilometer, har arkæologerne fundet spor efter otte landsbyer, der med et par generationers mellemrum ’afløste’ hinanden. Den første blev anlagt omkring år 100 f.Kr.
Vorbasse ligger på den gamle studevej og tæt på ’Kongernes Jelling’, hvor Danmarks første konger havde hovedsæde.

Der har altid været megen færdsel ved Vorbasse. Og hvad mere er: en hellig kilde har vældet ved kirkegårdens sydmur. Mange syge har valfartet hertil for at blive kureret. Der opstod et stort kildemarked her, hvilket er forklaringen på, at den oprindelige lille romanske kirke blev udbygget og fik et stort tårn i 1500-tallet. Mange af dem, der kom til kilden, lagde penge i kirken.
Der er tydelige tegn på, at folk gennem årtusinder har bosat sig i området, også længe før kirken blev rejst. Der findes langdysser og runde gravhøje fra stenalderen tæt på landsbyen: De kan dateres til ca. 2.500 år før vores tidsregning. Det var et godt område: Landskabet omkring den lettere kuperede landsby bød på god jagt og udmærket fiskeri i småsøerne.

Omkring 1780 blev en lille koloni tyske hedeopdyrkere etableret med statsstøtte lige nord for Vorbasse. De fleste rejste hurtigt væk igen, men det lykkedes nogle at få fodfæste. De efterladte hedelodder blev overtaget af danske bønder. Men det slidsomme arbejde med at opdyrke jorden knækkede mange, selv om lyngen betød foder til dyr, materiale til bl.a. tækning af huse, og lyngtørvene gav både varme og lys om vinteren.
Da muligheden for mergling kom i slutningen af 1800-tallet med Hedeselskabet, gik det anderledes fremad. Enrico Dalgas, der var foregangsmanden i bestræbelserne på at få mere jord under ploven, ikke mindst efter det store tab af landbrugsarealer efter krigen mod Østrig og Preussen i 1864, etablerede selv et mindre gods – Høllund Søgaard – lige udenfor Vorbasse. (En af de få succeshistorier fra 1864 krigen fandt faktisk sted ved Vorbasse – ’træfningen ved Vorbasse’, hvor en lille eskadron danske kavalerister jog en større styrke tyske dragoner på flugt.) Enrico Dalgas’ statue knejser endnu ved Høllund-Søgaard, hvor han spejder ud over plantagerne.
Plantager i Jylland er en stor del af egnens historie. Her blev de første plantager anlagt i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Det var også Enrico Dalgas, der fik velhavende fabrikanter og andre fra København til at investere i ’plantningssagen’. Det er derfor, Vorbasse er omringet af ’københavnerplantager’ eller ’grossererplantager’. Som resultat heraf blev der startet en mængde større og mindre savværker i landsbyen i starten og midten af 1900-tallet, der forarbejdede tømmeret.

Heden omkring Vorbasse bød på en særlig form for rigdom: tørv, som blev brugt som brændsel, især under Første og Anden Verdenskrig, da importen af kul blev stoppet. Men hvordan kunne man transportere de vældige mængder tørv, der blev gravet i moserne omkring Vorbasse? Og som man mageligt kunne afsætte til byer som Kolding og Odense? Løsningen blev den jernbaneforbindelse, der kom med Troldhedebanens indvielse i 1917. Det gav et stort opsving både i bosættelser og arbejde.