Gøgleren der gjorde Vorbasse landskendt
Tag kæresten under armen, svigermor i nakken, op ad trappen og ind af klappen til et udsøgt program. Der er endnu plads til fire hundrede tusinde derinde, foruden kvinder og børn. Det er min allersidste tournè, for nu vil skatteministeren have forlystelsesskat. Derfor har jeg planlagt, at trække mig tilbage som malkerøgter ved fattiggården i Vorbasse. Teltet bliver solgt til finansministeren, og så kan han rejse landet rundt og fremvise kassebedrøveren Alberti.
Her hos mig må De sige du til direktøren, spytte på gulvet, pille Dem i næse og øre som det passer Dem - Vi trækker os nu tilbage, og forestillingen kan tage sin begyndelse.
Så tog han hatten af, bukkede pænt for publikum, og skred som en konge ind i det lille lasede telt. Her tryllede han lidt for gæsterne, der morede sig ustyrligt, når han trak damebenklæder, sutteflasker m.v., op af lommerne på folk.
Den fornøjelige gøgler brugte også andre metoder, når publikum skulle overbevises om forestillingens kvaliteter. Når professoren kom på scenen, bad han straks publikum om at klappe, så de mange mennesker udenfor kunne høre, at det var en god og morsom forestilling. Den som klappede længst, blev ofte belønnet med en femkroneseddel.. Publikum klappede, og Labri scorede gevinsten. Sådan gik det hver gang, når den navnkundige gøgler besøgte landets festpladser.
Privat gik professoren altid klædt i sort diplomatfrakke og høj hat, og om vinteren havde han uldne tørklæder viklet om halsen. Endvidere bar han lorgnetter, der var fastgjort med en lang sort lidse, og så havde han i øvrigt altid en kort cigarstump dinglende i mundvigen. Han drak ikke stærke drikke, men kaffe i spandevis fortælles det.
Professor Labri, er født i Nyborg den 5. August 1863, og hans borgerlige navn var Johannes Marinus Dines Petersen.
I sin ungdom kom han i skomagerlære, men stod ikke sin læretid ud, fordi han havde et stort ønske om at blive sømand. Livet som sømand varede ret længe. Det fortælles, at han faldt ned i lasten på et skib, hvorved han pådrog sig en skævhed i kroppen, og den skade fulgte ham hele livet.
Endelig havde han en drøm om at blive linedanser eller skuespiller, men det satte hans invaliditet en stopper for.
Han blev i stedet en fremragende tryllekunstner, og sammen med sit store talent for underholdning, rejste han i sommerhalvåret rundt til markeder og byfester over hele landet. Men for at tjene til livets ophold, måtte sommerens indtægter suppleres med anden indtægt i vinterhalvåret, hvor han ernærede sig ved salg af billeder og religiøse småblade.
Jeg var forbavset over den folkeyndest, som denne frimodige gøgler havde. Det var måske, fordi han bragte sin kunst, hvor lille den end var, ud til de fjerneste egne af landet, fortæller den tidligere gøgler og formand for Danmarks teltholderforening Otto Krûger, Kolding, i sin bog "Blandt gøgl og mennesker", der handler om en gøglers erindringer fra et langt liv i gøglerverdenen.
Udover frikadillens flugt over plankeværket, galoschens march over knippelsbro, som hører til blandt professorens kendteste vrøvlemonologer, gjorde han også Vorbasse kendt over hele landet, ved at benytte enhver lejlighed til at omtale byens gadekær, som en krigshavn.
Den første af de to kendte monologer stammer fra et besøg i Herning, hvor professoren en sommeraften denne oplevelse. For sine sidste penge, bestilte han i en krohave dagens middag, som blandt andet bestod at to frikadiller - to usle små kødklumper, en smule kartofler og lidt slimet sovs. Han var efter dagens strabadsen meget sulten, og måtte derfor have brød til. Han rejste sig for at hente noget, og da han kom tilbage lå der kun een frikadille tilbage på tallerknenen. En forsulten hankat sad oppe på plankeværket med den anden i gabet.
Frikadillens flugt over plankeværket kom denne aften til verden. Den har siden bragt professoren megen omtale og mange penge i kassen.
De må love for den kat, sagde kromanden, og det gav professoren, der med sine egne ord, har underholdt gode og agtværdige borgere i Skandinavien og Vorbasse, ham ret i.
Det menes, at navnet Labri stammer fra en fransk advokat, Labori, og dertil føjede han selv professortitlen, som han i øvrigt på et tidspunkt var ved at miste, men det klarede han ved at fjerne det ene s, og så var han stadig professor.
Labri havde som regel et eller andet billigt trækplaster, og det kunne som eksempel være "Havfruen fra Fidjiøerne" - indfanget med lasso af doktor Cook, den berømte nordpolsfarer, eller vildmanden "Rasmasama", men det virkelige trækplaster var ham selv.
Det der foregik inde i teltet var næsten intet, selv om han var en fremragende tryllekunstner og manipulator. Desværre ønskede han at lave mindst muligt med sin tryllestav, men ville hellere gøre grin med borgermusikken. Han elskede at lave grin med folk, og mange tusinde har moret sig over hans pudsige indfald.
Efter mange års virke begyndte helbredet at vakle, han tålte ikke de lange rejser, heller ikke de lange kolde aftener på paraden foran teltet. Han kom på alderdomshjem i Odense, og her døde han en martsdag i 1935, og de danske markeders store gøgler fik en storslået begravelse, fra Sct. Knuds kirke i Odense, hvor gøglere fra nær og fjern strømmede til, for at vise ham den sidste ære.
