Årets Skulderklap 2018 fra Sparekassen

Modtager af prisen er Dianna Straarup. Prisen blev overrakt torsdag den 13. december i svømmehallen i Vorbasse Fritidscenter af afdelingsdirektør H C Christensen, som i sin tale sagde:"Ja Dianna, det er dig det handler om denne her gang. Det har du nok gættet. Du er modtager af årets skulderklap fra Sparekassen i 2018. En årlig pris Sparekassen har uddelt siden 1998.

Prisen gives som påskønnelse til en person der har gjort en bemærkelsesværdig indsats i lokalområdet.
Ord som uegennyttig arbejde, at være til glæde og inspiration for andre, at tage et tungt slæb, er nogle af de ord som kan kendetegne en prismodtager.

Mange af disse ord kan jo i høj grad hæftes på dig Dianna, og mange flere til.
Du modtager prisen for dit store og engagerede arbejde og hjerte for foreningslivet i Vorbasse.  Du har på mange fronter og igennem mange år ydet et kæmpestort arbejde.

Jeg vil nævne nogle af dem her.
Du har igennem en årrække været aktiv i foreningslivet i Vorbasse, primært Vorbasse KFUM Idræt.  Jeg har ikke det eksakte tal, måske 25 år.
I en del år som medlem af hovedbestyrelsen, med det koordinerende, og ledelsesmæssige opgaver, der følger med der, og derudover har du  ansvar for foreningens overordnede økonomi.  

Du nyder stor anerkendelse for det arbejde du udfører der, og du sidder på en vigtig post for foreningen, og Vorbasse.
Det er vi glade for, at du tager en stor tørn der. 
Økonomien i foreningen er vigtig – og det har du som ansvarlig styr på – det ved vi ….

Derudover har et særlig hjerte for svømmeafdelingen.  Det er også her vi er i dag.
Du startede som ung, hjælpetræner, ungetræner, leder, du har taget hele vejen.
Så du har lært rigtig mange at kaste sig ud i at svømme og givet dem gode oplevelser med det. Ikke kun børn, men bl.a. også et voksenhold (”så få det lært-holdet”)

Du er god til de unge, du snakker deres sprog, de vil dig gerne … det betyder også, at rigtig mange unge hjælper dig, de kommer også tilbage, når de har været ude efter efterskole og andre uddannelser.  Du har en meget stor og vigtig rolle her.

Jeg spurgte en af de unge, hvad vil du sige om Dianna, hvis du havde 3 ord.    
Hun har styr på sine sager.
Hun er engageret i det hun laver, sætter ting i gang.
Hun er god til at gå i dialog og snakke med os.

-og nu vi siger sætter ting i gang, så kunne vi fx sige,  *Walk and talk,   oprettet nyt hold, stor succes, der har sågar været afholdt halv-marathon ….godt gået. 

Ja, og så får du selvfølgelig også tid til at hjælpe til marked, i forhold til grundejerforeningen, hvor du også er med omkring pengedelen. 

Du har mange jern i ilden, på trods af fuldtidsjob, som også kræver lidt af dig…

Du klarer det, du magter rigtig meget.   –og det er ikke sådan, at man skal vente længe på et svar fra dig…hvis man sender en mail, så er der altid hurtig tilbagemelding …indenfor 24 timer  ..

Så Dianna, du er en kæmpe ildsjæl, og en uvurderlig frivillig kraft for Vorbasse, du gør en enorm forskel.
Så ikke kun for KFUM Idræt er du vigtig, du er en af de personer, der er så vigtige for vores lille landsby, Vorbasse, at den fortsat kan være velfungerende, intakt, levende, og at den kan blive ved med at være det.
Det er vigtigt for Vorbasse, at vi har sådan nogle som dig.
Så i det lille udvalg nedsat af Sparekasssen, synes vi at i år var det dig, der får et skulderklap, og jeg er rigtig glad og stolt over at kunne give lidt tilbage til dig, fordi du giver meget til Vorbasse.

Tag det for det som det er, et kæmpe skulderklap, noget du kan være stolt af. Det er et skulderklap fra Sparekassen, men også fra hele Vorbasse, til dig.

Jeg skal bede dig modtage det synlige bevis på prisen, nemlig en miniatureudgave af Spiren.

Med den følger en gavecheck på kr. 5.000.
Endnu engang TILLYKKE, den er så velfortjent.

Sparekassen Kronjylland – H.C.Christensen"

Diannas mand, forældre og søster med familie var tilstede ved overrækkelsen og oplevede en meget overrasket Dianna. Også et stort tillykke fra vorbasse.dk.