Ambitiøst Vorbasse-projekt tættere på mål

Områdefornyelse 2016-2021. Se pressemeddelelse her
En donation fra Ole Kirk’s Fond er en markant løftestang til den omfattende fornyelse af Vorbasse med bl.a. Aktivitetsakse og omlægning af Torvet. Målet er nu, at Vorbasse ved en stor fælles indsats samler de sidste penge.

Indbyggerne i Vorbasse har god grund til at række hænderne i vejret og juble over en donation fra Ole Kirk’s Fond til udvikling af byen. Det betyder, at Koordinationsudvalget, som er tovholder på projektet, nu går efter at få størstedelen af områdefornyelsen gennemført. Det samlede budget for projektet er 12,3 millioner kroner, og der er nu tilsagn om støtte på 9,3 millioner.

-    Det er simpelthen vildt fantastisk!

Så enkelt kan glæden udtrykkes af Gitte Holmgaard, der sidder i Koordineringsudvalget, og hun fortsætter:
-    Det her er den afgørende løftestang til, at hele projektet kan gennemføres. Før kom vi kun et stykke af vejen, men nu er det realistisk, at vi kan gennemføre hele Torvet og Aktivitetsaksen. Det giver os en tro på, at vi har gang i det rette, når andre end os kan se den gode ide i projektet til gavn for alle. Det gavner dem, der allerede bor her, men det vil forhåbentlig også give andre lyst til at bosætte sig i Vorbasse.

Koordinationsudvalget håber nu, at Vorbasse-borgerne og byens foreninger finder på aktiviteter, der kan rejse penge. Derudover skal der fortsat søges fondsmidler. Vorbasse Fonden har været med i hele forløbet og støtter også projektet med penge.

-    De første gode skridt i projektet er allerede taget. Vorbasse Skole står for etablering af multibane, og Vorbasse Tennisklub bidrager med et anlæg til paddle-tennis. En ny cykelsti fra Bakkevej til skolen er anlagt og er en vigtig brik til at skabe sikre cykelveje, fortæller Gitte Holmgaard.

Den seneste donation gør det muligt at gå efter det samlede projekt, som bl.a. omfatter Oplevelsestårnet på Aktivitetsaksen, en helårsaktivitetsbane samt et nyt vartegn på Torvet. Derfor skal der nu nedsættes tre arbejdsgrupper til at udvikle disse elementer i projektet. Endelig skal der også nedsættes en arbejdsgruppe, der arbejder videre med forskønnelse af hovedgaden. Koordineringsudvalget indkalder til møde i november, hvor alle interesserede kan møde op.

-    Vi håber, at mange har lyst til at involvere sig og komme med deres ideer, siger Gitte Holmgaard.

Sideløbende med første spadestik i foråret 2019 arbejder de nedsatte arbejdsgrupper med den videre udvikling af projektet.
Billund kommune er orienteret og her fredag morgen orienteres koordinationsudvalgets tætte samarbejdspartnere: Vorbasse skole og Vorbasse Grundejerforening


FAKTA
Vorbasse Områdefornyelse
Projektet blev i 2015 indledt med en række fællesmøder, hvor alle i Vorbasse kunne komme med ideer og ønsker. Der blev nedsat fire arbejdsgrupper, som udviklede ideer til fire områder vejledt af en landskabsarkitekt. Et koordineringsudvalg er tovholder for hele processen. Billund Kommune bevilgede 3,8 mio. kroner, mens 1,9 mio. kroner kom fra Trafik-, Bygge- og Boligministeriet.