Den Dynamiske Landsby ændrer hytten ved Krigshavnen

Grundejerforeningen har godkendt, at brugen af madpakkehytten ved krigshavnen overdrages til Den Dynamiske Landsby, som vil bruge stedet til at fortælle om Vorbasses lange og fantastiske historie. Hytten vil fortsat stå åben for alle interesserede. Der bliver i foråret lavet en del ændringer, så alt kan være klar til påskelørdag den 16. april, hvor Labri traditionen tro skal søsættes.
Hytten bliver udvendig beklædt med træplanker og indvendig monteres siderne med diverse plancher.
Der bliver lagt fast bund i hytten, og et nyt bord/bænk-sæt monteres. Der bliver også etableret lys i hytten.

Med hytten som udgangspunkt bliver der lavet to historiske vandreture med titlerne:  1: Udgravninger og helligkilde, 2: Middelalder og marked.
Efter lang tids forberedelse er vi nu så langt, at håndværkerne tager fat i takt med, at der er plads i deres kalender. Derfor kan der opleves roderi i det ellers velplejede anlæg.

I samme periode undersøger Grundejerforeningen, hvordan der kan etableres up-light i flere af anlæggets store træer.

Den Dynamiske Landsby