Fru Mettes Bjerg

Ugens gåtur var en spændende tur i Hundsbæk Plantage, hvor de færreste af deltagerne havde været før. Plantagen ligger nord for Vejen, og i den 165 ha store plantage kan man følge en ca. 2,4 km lang sti til det 91 m høje punkt "Fru Mettes Bjerg". Et af de højeste punkter i området.

Fru Mettes Bjerg
Der hører en sælsom historie til Fru Mettes Bjerg. Fru Mette var gift med herremanden på Hundsbæk, der i 1500-tallet var et slot i nærheden. Hun forelskede sig i en ung karl. De mødtes i smug på den bakketop, der senere kom til at hedde Fru Mettes Bjerg. Stævnemøderne resulterede i et barn, som fru Mette ombragte og begravede på den samme bakke, hvorpå hun mødtes med elskeren. Udåden blev ikke opdaget, mens hun levede.

Tårnet
28. juni 2009 blev et nyt trætårn på 15 m indviet. De 4 stolper er af pommersk fyr. Fra tårnets top har man en storslået udsigt, og man kan se 18 kirker i omegnen. I dag kan du i meget klart vejr se både Lillebæltsbroen og forbrændingsskorstenene i Esbjerg. På toppen af tårnet er du 106 m over havets overflade. Tårnet er også godt som fugleudkigssted. (Kilde: visistVejen)