Gåtur på Hjertestien

Torsdag aften havde Emmy og Ester arrangeret en gåtur på Hjertestien med afgang fra Fritidscenteret kl. 18.30. 8 personer var mødt op trods regnvejr og en håndboldkamp i hallen. Turen gik via en af Hjertestierne gennem den nye hundeskov. Et stort område, der er hegnet ind, så hundene kan løbe frit rundt og blive luftet uden snor. Måske er der nogle, som ikke er begejstrede for muligheden for at møde en stor hund uden snor, og som derfor ikke længere har lyst til at benytte denne del af Hjertestien. Det vil være en skam, for det er en dejlig gåtur gennem et stykke flot natur. Gåturen endte i bålhuset ved shelterne, hvor der blev sluttet af med kaffe og kage.