Generalforsamling i Vorbasse Grundejerforening

Bestyrelsens beretning v/formand Brian Madsen, (uddrag):
”Vi har prøvet mange ting i VGF, både under og efter markedet, men i år var den tørre sommer noget af en udfordring. Beredskabschef Jan Nielsen ringede 14 dage før markedet og gjorde det helt klart, at hvis vi skulle afvikle Vorbasse Marked, så var der en række forhold som skulle bringes i orden. Bl.a. ekstra brandmænd, ekstra brandvagter, 500 spande med sand, vanding på forhånd af de levende hegn, etablering af grillplads.
Det er første gang kræmmerne ikke har brokket sig over at skulle have en pulverslukker i deres stand. Selvjustitsen blandt publikum var i helt tydelig.
Tusind tak til alle jer, der var med til at løfte opgaven, så vi ikke fik det mindste brand eller andre problemer.
Vi har investeret i de trafikregulerende betonklodser. De er tjent hjem i løbet af et par år.
Der var igen udsolgt af stadepladser, men ventelisten er ikke så lang, som den var tidligere.
Teknikholdet har i år været på en særlig opgave, idet bestyrelsen besluttede at bygge endnu en hal til alle de materialer, vi opbevarer år for år. Vi nåede at blive færdige til at kunne holde rejsegilde søndag før Vorbasse Marked.
Tivoli havde også et godt marked. Det bliver dog lidt spændende at følge udviklingen i branchen, da der lukker flere tivoli end der åbner.
Vi har lavet en ny aftale med Sparekassen Kronjylland som hovedsponsor. Det er vi meget godt tilfredse med. Sparekassen yder en stor service under Vorbasse Marked.
Så havde vi den store fornøjelse, at DR ville lave en hel time om Vorbasse by og marked. Emnet var frivillighed i Danmark. Det blev et flot tidsbillede af Vorbasse by og marked. Da bestyrelsen blev bedt om at finde årets frivillig, var vi slet ikke i tvivl om, at det skulle være HC. Han er om nogen indbegrebet af frivillighed i Vorbasse.
Vorbasse Marked er med på de sociale medier. Vi har mange følgere på facebook og vores hjemmeside bliver meget besøgt. Tak til Jeppe Donslund for det store arbejde, han gør for Vorbasse Marked på facebook og hjemmeside med informationer, konkurrencer og besvarelse af spørgsmål.
Under markedet havde vi konkurrence fra både Grøn Koncert i Kolding og Tall Ships Races i Esbjerg, men vores markedsprogram stod stærk.
Tak til alle, der var med til at løfte i flok. Ekstra tak til de 35 boblere, som arbejder hele året rundt. Tak til Vorbasse Seniorer, som sørger for at alle kan få fyldt energi på i godt og vel en uge.
De ansatte hos VGF er:
Anette Lynge, Kirsten Fyhn, Jette Lunde, Ejvind Hoff på kontoret og webmaster Jeppe Donslund.
Søsætningen havde i år 20 års jubilæum. Det blev fejret med musik og suppe m.v.
Snerydningen fortsætter i samarbejde med Harry Andersen.
Markedsfesten havde 350 gæster. 8.klasse havde pyntet, Kultur og Event stod for det praktiske og Vorbasse Kro leverede maden. Underholdningen sørgede PS 12 for sammen med Alleycat.”
Brian Madsen sluttede sin beretning med at rette en tak til Lilly Jørgensen og Gunnar Jensen, som begge har valgt ikke at genopstille til bestyrelsen.
Kasserer Sten Jacobsen gennemgik regnskabet, hvor årets resultat er et overskud på 90.000 kr. I betragtning af, at der er overført 800.000 kr. til Vorbasse Fonden i 2018, bygget en ny markedshal og foretaget væsentlige vedligeholdelse, gav Sten Jacobsen udtryk for, at det er et flot resultat.
Vorbasse Fonden takkede for bestyrelsens donationer til fonden og fortalte, at  700.000 kr. var bevilget til byfornyelse via Vorbasse Lokalråd og andre foreninger  har fået godkendt ansøgninger for 154.000 kr.
Til bestyrelsen var der nyvalg til Ove Trøst Andersen og Hans Peter Kristiansen.
Suppleanter blev: Gunnar Jensen, Lilly Jørgensen, Karsten Sørensen, Ejvind Hoff.
Interne revisorer: Genvalg til Jim T. Jensen og Arne Andersen.
Under eventuelt blev Gunnar og Yrsa Jensen udnævnt til æresmedlemmer af Vorbasse Grundejerforeningen. Gunnar har siddet i bestyrelsen for grundejerforeningen i 25 år og hans store erfaring vil fortsat komme markedet til gode, idet han fortsætter som bobler.
Gunnar takkede bestyrelsen for udnævnelsen og takkede Vorbasse for den store tillid, der er vist ham gennem mange år. Han ønskede den nye bestyrelsen held og lykke og bad dem om ikke at glemme grundstenen: at Vorbasse Marked er en familietradition.