Genoptræningen i Billund Kommune er ikke lukket ned af COVID-19

Flere borgere tror, at de ikke kan komme til genoptræning i Billund Kommune som følge af den delvise nedlukning af samfundet. Men genoptræning er en kritisk funktion, og derfor er tilbuddene stadig åbne.

Selvom store dele af samfundet er lukket ned igen som følge af COVID-19, er andre dele stadig i fuld gang.
Det gælder blandt andet Billund Kommunes genoptrænings- og sundhedsfremmende tilbud, hvor man som borger får hjælp til genoptræning efter for eksempel en indlæggelse på sygehuset.
Genoptræning er en såkaldt kritisk funktion, og tilbuddene er derfor ikke lukket ned.

”Vi oplever, at mange borgere ringer og er usikre på, hvorvidt genoptræningen er lukket ned. Derfor vil vi gerne slå fast, at både genoptræning og sundhedstilbuddene kører som normalt – selvfølgelig med fuld hensyntagen til retningslinjerne for værnemidler og hygiejne,” siger Martha Michaelsen, teamleder i Sundhed og Træning i Billund Kommune.