Genvalg hos Vorbasse Seniorer

Tirsdag eftermiddags generalforsamling hos Vorbasse Seniorer var velbesøgt. Formanden Birgit Pøl Nielsens beretning om et aktivt og flittigt år kan læses her. Regnskabet blev gennemgået af foreningens kasserer Doris Jensen. Der har været indtægter for 230.568 kr. og udgifter for 227.250 kr. Det betyder, at seniorernes egenkapital er forbedret med 3.318 kr. til en beholdning på 126.208 kr.
Birgit Pøl kunne oplyse, at det absolut var foreningen formål at bruge af beholdningen til de aktiviteter, der har flest deltagere. Således havde foreningen betalt bussen på sommerens tur til Sydfyn, hvor 58 medlemmer deltog. Der er lidt tilbagegang i antallet af deltagere til bowling. Det vil foreningen gerne forsøge at råde bod på ved mere annoncering her på vorbasse.dk.
På trods af, at organisationen Danske Seniorer skal have 35 kr. pr. medlem, fastholder Vorbasse Seniorer, at kontingentet forbliver på 100 kr. For de 35 kr. får alle medlemmer tidsskriftet Danske Seniorer et antal gange om året.
Til bestyrelsen var der genvalg til Niels Langhoff, Ingrid Vejgaard og Doris Jensen. Som suppleant blev Birger Enevoldsen valgt, som revisor blev Ib T. Jensen valgt.
Under evt. reklamerede Birgit Pøl for Vorbasse Kros højskoleaften den 4.april, hvor medlemmer af Vorbasse Seniorer kan spise to retter mad for 125 kr. Endvidere er der ny brochure om turen Korfu, hvor afrejse og hjemkomst dato er ændret. Samtidig er prisen reduceret med 400 kr. Orientering om rejsen holdes på Petersmindecentret i Hejnsvig den 4. april kl. 14. Der er bankospil den 12. marts kl. 14 på Vorbasse Kro og foredrag i Sognehuset den 26. marts om Athos i Grækenland.