Jubilæumsgudstjeneste i Skjoldbjerg kirke og festmiddag i Sognehuset

Jubilæumsgudstjeneste og festmiddag i forbindelse med  Skjoldbjerg Kirke 101 års fødselsdag søndag d. 23. jan. 2022. Selvom vejret var diset og lidt grumset var der ingen tvivl, Skjoldbjerg kirke var klar til fest. Smukt pyntet med blomster og lys og kirken blev fyldt af forventningsfulde gæster.
Endelig kunne Vorbasse/Skjoldbjerg menighedsråd fejre kirkens 100 års fødselsdag med et års forsinkelse. Ansatte fra før og nu var inviteret, Jørgen Bækgaard Thomsen forhenværende præst var inviteret, gamle og nuværende menighedsråds medlemmer og mange andre. Sognepræst Susanne Ø. Kargo ledte os godt igennem en smuk gudstjeneste og biskop Elof Westergaard holdte dagens prædiken og sluttede med en hjertevarm lykønskning med de 101 år.
Efter gudstjenesten var alle inviteret i sognehuset i Vorbasse, hvor der var flot dækket op til fest. Formand for Vorbasse/skjoldbjerg menighedsråd Karin Saugmann bød os alle velkommen med et digt fra indvielsen af kirken og Karin fortalte lidt om jubilæumsudvalgets store arbejde. Udvalget havde lagt mange timer i denne planlægning - for når man invitere til fest skal alt se godt ud. Skjoldbjerg kirke har i løbet af de sidste par år fået renoveret de 100 år gamle vinduer, ny belægning på kirkestien og nye lamper, samt meget andet. Karin takkede for dette store stykke arbejde. Efter middagen var ordet frit og mange delte minder og lykønskninger. Dagen sluttede med kaffe og kage.

Tekst og billeder: Charlotte Lundsgaard