Kilden i Vorbasse skal se dagens lys – invitation

Den 30. oktober på Vorbasse Kro løfter en arbejdsgruppe nedsat af Lokalrådet sløret for Vorbasses nye initiativ - Kilden i Vorbasse. Det er en levende genfortælling af Vorbasses unikke historie, med den hellige kilde som spydspids og med mange mulige aktiviteter og arbejdspladser i kølvandet.

Lige efter præsentationen holdes den stiftende generalforsamling for foreningen Udviklingsrådet for Kilden i Vorbasse. Alle er inviteret.  

Først bydes på et let måltid ca. kl. 18 efter princippet først til mølle. Du må selv betale for drikkevarer. Fra kl. 19 fremlægges og drøftes baggrunden for og ideerne til Kilden i Vorbasse. Fra kl. 20 afholdes den stiftende generalforsamling. 

Kilden i Vorbasse er resultatet af et samarbejde mellem en arbejdsgruppe etableret af Vorbasse Lokalråd og  en medarbejder fra Københavns Universitet i regi af projektet ’Den moderne landsby skaber nye erhverv’. Det er støttet af Erhvervsstyrelsens Landdistriktspulje.

Du kan se mere på Vorbasse.dk under Kilden i Vorbasse. Her fremgår også forslag til vedtægter for den nye forening, og hvem du evt. kan kontakte.