Kristendom for voksne den 18. februar

At være kirke i verden uden at være af verden

Torsdag d. 18. februar kommer Simon Schmidt og taler om kirken dengang og nu. Simon Schmidt har en dobbelt kandidat i teologi fra Danmark og USA. I 2014 modtog Simon Schmidt Københavns Universitets guldmedalje for sin prisopgave ”At være kirke i verden uden at være af verden”. Denne aften taler Simon Schmidt både om dette emne og om mødet med amerikansk kirkeliv, der har givet nye perspektiver til at forstå vores egen evangelisk-lutherske folkekirke.

At være kirke i verden uden at være af verden
”I begyndelsen af 300-tallet blev man i Romerriget straffet for at være kristen; ved udgangen af 300 tallet blev man straffet for ikke at være kristen. Den kristne kirke gik altså på mindre end hundrede år fra at være i marginen af samfundet til at være en samfundsbærende institution. 
 
Vi vil se på hvordan dette skifte for ca. 1.600 år siden ændrede kristendommens selvforståelse. Og hvorvidt det kan siges at være relevant for kirken i den vestlige verden i dag; en kirke som de seneste århundreder igen har bevæget sig lidt ud mod periferien af samfundet.
 
Vi vil foretage 3 nedslag af hver ca. 20 minutters varighed; al sammen baseret på et speciale i teologi og tre års studier i USA: Først en historisk oversigt over de ændringer som fandt sted i 300tallet. Dernæst en gennemgang af hvordan det har indvirket på den danske lutherske kirke og teologi. Og til sidst en overvejelse over hvordan hvad der skete i 300tallet har påvirket hvordan vi forstår kirkens rolle i samfundet i Danmark i dag. Det er de store kirkehistoriske linjer vi tegner!”

Arrangementet finder sted i Vorbasse Sognehus kl. 19.30 og er gratis. Der kræves ingen forkundskaber eller kirkelig tilknytning kun interesse og nysgerrighed – alle er hjerteligt velkomne og der bliver god mulighed for at spørge og tænke med undervejs!