Mange besøgende til Åbent-hus

Det var et populært initiativ fra grundejerforeningen at invitere til pølser og fadøl/sodavand i anledning af færdiggørelsen af markedshal nr. 2. Rigtig mange fra Vorbasse mødte op søndag kl. 12 og kunne med egne øjne se alt det materiel, der skal til for at afvikle Vorbasse Marked. -Den nye hal er 288 m2. Den har strøm med ellers ikke nogen faciliteter. Den er heller ikke isoleret, idet den skal bruges til at opbevare vejskilte, hastighedsdæmpende beton klodser, affaldsstativer og lignende. Der var stor ros fra grundejerforeningen ved Karsten Knudsen til håndværkerne, som i løbet af kun 3 uger har bygget hallen. Selv om grundejerforeningen allerede i januar indsendte ansøgning om byggetilladelse, så var det overaskende, at det tog meget lang tid at få en byggetilladelse. Hallen er opført i røde mursten lige som den gamle hal og murerarbejdet er udført af Mads Møller Madsen fra Skjoldbjerg. Projektet har kostet ca. 700.000 kr.
Karsten Knudsen fortalte, at grundejerforeningen også har indkøbt de mange betonklodser, der efter nye regler (2017) skal placeres forskellige steder for at sørge en hastighedsnedsættelse til sikring af markedsgæsterne på vej til og fra markedspladsen. Disse betonklodser vil grundejerforeningen gerne leje ud til andre arrangementer, hvor denne foranstaltning er nødvendig.
Karsten Knudsen ønskede alle et godt marked og gav udtryk for, at vi alle har en opgave i at passe på der ikke sker ulykke og især tage hensyn til den meget tørre markedsplads.
Det var Vorbasse Seniorer, der sørgede for at passe grillen m.v. Fra i dag og til og med næste søndag er det mange fra Vorbasse Seniorer, der sørger for at alle, der arbejder for grundejerforeningen får mad dagen igennem.