Nyhedsbrev fra KFUM Idræt

Vorbasse KFUM Idrætsforening - Nyhedsbrev fra ledelsen, Vorbasse KFUM Idrætsforening
Kæmpe respekt for demokratiet.
Det er aldrig rart at tabe; specielt ikke, når man selv synes, at man har en god sag.
Som ledelsen i Vorbasse KFUM Idrætsforening oplevede vi på generalforsamlingen, at vores forslag herunder en navneændring af foreningen til Vorbasse Kultur & Idræt blev stemt ned med 21 stemmer for og 24 stemmer imod. For at forslaget skulle have været vedtaget, ville det have krævet mindst 31 stemmer for forslaget blandt de tilstedeværende; 10 personer skulle have stemt anderledes.
 
Vi er som ledelse selvfølgelig skuffet, men også fattet og respekterende. Vi er besluttet på at drive foreningen videre det kommende år, hvor vi igen står overfor nye spændende aktiviteter.
 
Som det blev sagt på generalforsamlingen betyder afstemningens resultat, at vi som ledelse har brug for at vide i hvilken retning, du gerne ser, at foreningen bevæger sig. Vi er som ledelse altid klar til at lytte til både stort og småt.
Ledelsen i Vorbasse KI (Vorbasse KFUM Idræt) er klar til endnu et år, hvor vi allerede nu kan meddele, at Vorbasse E-sport bliver en del af foreningens aktiviteter efter sommerferien. Det vil formelt skulle godkendes på generalforsamlingen i 2019, men vi er allerede gået i gang med arbejdet for E-sport.
Vi ser frem til et godt samarbejde omkring E-sport, hvor vi kan se mulighed for at implementere en brugergruppe, der måske ikke normalt gør brug af foreningens kulturelle og idrætslige aktiviteter.
 
En kommende mulig aktivitet i foreningen er Air-soft-skydning. Når der er klarhed om funktionen som leder af Fritidscentret, vil vi starte en proces om etablering af air-soft-skydning som en ny aktivitet i foreningen. Vi skal bruge lidt plads (ca. 70 m2) gerne i Fritidscentret og have en godkendelse af politiet; også selvom vi kun ”skyder” med plastikkugler mod faste mål.
 
2018 bliver et spændende år for foreningen. Vi er klar til de opgaver, som aktiviteterne giver.
 
Med venlig hilsen
 
Ole velo Jensen
Foreningsformand
mail: foreningformand@vorbasseki.dk