Jeg hedder Sofie og er 24 år gammel, jeg er vokset op i Vorbasse og har boet her hele min trygge barndom. Fra jeg flyttede på efterskole i 10. klasse, har jeg været udeboende, og kun i korte perioder været hjemme og vende hos mine forældre i dejlige Vorbasse. Det nyder jeg. Jeg har boet på håndboldcollege og akademi i min gymnasietid, herefter flyttede jeg til Vejle og påbegyndte min uddannelse - inden jeg valgte at rejse til Færøerne.
En efterårsfredag i 2018 kom der en håndboldkontrakt ud af en frokostpause i et lærerværelse i Vejle. En færøsk kollega med familie på Færøerne, som har gode rødder i en af klubberne i Tórshavn, fik på fire timer fikset en aftale med håndboldklubben og stukket et par flybilletter tur/retur i hånden på mig. To dage efter sad jeg i en flyvemaskine på vej nordpå, uden at vide, hvad jeg skulle forvente eller gik ind til.
Jeg var så privilegeret at blive modtaget af imødekommende, søde og åbne mennesker. De åbnede deres hjem for mig, som jeg ikke har oplevet før, og indtrykkene herefter var kun positive. Der gik ikke mere end en uge fra samtalen i lærerværelset til, at jeg havde underskrevet en håndboldkontrakt. Det virker meget spontant – og det var det nok også, men der var simpelthen intet som talte imod. Så – hvorfor ikke? Officielt flyttede jeg til Tórshavn, Færøerne den 4. oktober 2018. Jeg fik egen lejlighed midt i byen og bil til at komme rundt i det nordatlantiske ø-vejr, som til tider kan være noget så ubarmhjertigt.
Det første lange stykke tid var jeg blæst bagover af den flotte natur, alle indtryk, mennesker og ikke mindst et nyt sprog. Klubben jeg var kommet til hed Neistin. Hurtigt mærkes en helt anderledes og fantastisk klubånd, som sjælden er at finde herhjemme. Niveauet er en smule mere svingende end i dansk håndbold. Jeg ville skyde at på de gode dage er holdene stabile deltagere i den danske 1. division, mens bundniveauet er lavere. Det gik godt i håndbolden og ved siden af fyldte jeg hverdagen ud med arbejde i skoleregi. Det første år arbejdede jeg i SFO og som lærervikar. Jeg havde sat min uddannelse som skolelærer på pause herhjemme i Danmark.
Jeg udviklede et stort netværk og fik mig hurtigt bygget en god omgangskreds op af bekendte, venner og veninder, som udover håndbolden vidste mig rundt i landet, tog mig med ud at spise, inviterede mig hjem, hvor de viste og belærte mig med deres kulturværdier og traditioner. Der gik heller ikke længe før sproget voksede på mig, jeg lærte at læse og forstå færøsk, at udtale det er straks mere udfordrende, men heldigvis forstår alle dansk.
Det første år gik hurtigt. Vi spillede på kvindesiden ikke med om medaljer, men vi oplevede herrernes heksekedel finale kampe og den medfulgte festglade publikumskultur. Slutspillet foregår anderledes end, hvad er kendt her. Der bliver spillet bedst af 5 finaler og spændingen blev her trukket helt til sidste kamp. Da håndboldsæsonen sluttede, blev jeg og oplevede de lyse lange sommernætter, ufattelig smukke solnedgange og de obligatoriske morgenfester efter byen lukker kl. 4.
Jeg var blot i Danmark tre uger sidste sommer, før jeg var på vej retur igen. Jeg skiftede håndboldklubben, Neistin ud med en H71, som er i Hoyvik. Hoyvik er forstad til Tórshavn og det hele er placeret rundt om hjørnet fra hinanden. Herreholdet er godt etableret og har i mange år været stærke. Men modsat har kvinderne ikke spillet mange år i den bedste række, og det er på kvindesiden første gang man skriver kontrakt med en spiller. Det en ung trup, hvor jeg som 96’ blev alderspræsident. Men pigerne knokler på, er hammer dygtige, skide søde og alt imens de besidder en god gang gåpåmod.
Det har været mange gode timer sammen. Ved siden af håndbolden, blev jeg fastansat som dansk- og idrætslærer på skolen og nød min dagligdag her med fantastiske kollegaer, som jeg har lært så meget af, hvilket jeg glæder mig til at bruge i min uddannelse nu. Håndboldmæssigt kørte vi det første halvår derud af med træning hver dag, og efter jul spillede vi os i pokalfinalen. Både på kvinde- og herresiden i klubben. Akkurat inden corona slog igennem 3 uger efter, nåede vi at fejre os som pokalmestre en lørdag i februar. Første gang i historien for kvinderne. Håndboldkulturen er en del anderledes fra hvad den er herhjemme, på den positive måde. Der er en større interesse og det gør det bare helt vildt sjovt og motiverende. Landet er så småt og derfor er det også nemmere at involverer sig i det som ”sker”. Det har været en god oplevelse.
Da corona kom til Færøerne lukkede landet ned på lige fod med Danmark til start. Men hurtigt viste det sig, at Færøerne kunne åbne op igen, og vi havde ingen smittede havde i en periode. Selvom håndboldsæsonen desværre ikke blev genoptaget igen, så blev jeg og passede mit arbejde. Jeg brugte de sidste 4 måneder med mine venner og veninder; var i sommerhus, tog på fjeldtur, endeløse kaffeaftaler, tog i byen, holdte bødekassefest og brugte generelt hele min tid sammen med alle dem jeg havde kært. Vi begyndte også at sommertræne, og det var dejligt at komme i gang igen.
Inden jeg rejste, fik jeg sagt på gensyn til alle de fantastiske mennesker, som jeg har mødt på min vej. Det svært at skrive en kort tekst om alt det, jeg har oplevet. Det har været en oplevelse langt udover den håndboldrejse det ”bare” skulle have været. At lære en anden kultur at kende, et nyt sprog, udforske en natur, møde fantastiske mennesker har været vildt berigende. At flytte så mange kilometer hjemmefra, uden at kende en sjæl det sted man lander, kan lyde skræmmende. Men det har været alt andet end dét. Det har været helt vildt fedt. Men der har også været dage, hvor jeg har savnet min familie ekstra meget, og det er ikke fordi de trælse mandage, tømmermændene søndag formiddag eller nederlagene i håndbold har været pist forsvundet i to år. De har stadigvæk været der, og alt har været det sure med det søde. Men sådan er livet jo.
Nu jeg rejst tilbage til Danmark, hvor jeg er landet i København. Jeg kunne sagtens have blevet, men nogle gange er det klogt at ”stoppe mens legen er god” og komme hjem til de veninder og venner jeg rejste fra så hurtigt. Nu skal jeg gøre min uddannelse færdig, og hvad end venter dernæst, det glæder jeg mig til at finde ud af.
En hel klar anbefaling herfra skal lyde, til at gøre noget uovervejet en gang i mellem. Det kan vise sig at være det bedste man har gjort. Jeg er hvert fald yderst taknemlig overfor alt det, jeg har oplevet og de mennesker jeg har lært at kende.
vorbasse.dk siger tusind tak til Sofie for den fine beskrivelse af livet som ung på Færøerne og de flotte billeder.
