Velkommen på Præstevænget 1

Velkommen på Præstevænget 1.
Kasper Nielsen bydes velkommen på Præstevænget 1 med en velkomstkurv. Kasper overtog huset d. 25. oktober 2019. Herefter gik han straks i gang med en omfattende renovering af hele stue-etagen. Gulvet blev fjernet og der blev gravet ud og isoleret. Alle vægge blev pudset op. Nyt køkken og nyt badeværelse blev bygget op. Det meste har Kasper selv lavet i sin fritid, dog med hjælp af familie og venner. Indvendig er huset nu forvandlet til en flot bolig i en ny tidssvarende stil, så Kasper flyttede ind her i foråret. Indtil da, boede han hjemme ved forældrene, som har en gård i Nebel. Det var her Kasper havde sin barndom, så han har gået i Vorbasse Skole. Niende klasse tog han på Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole. Sport har Kaspers helt store interesse. Om sommeren spiller han fodbold og om vinteren spiller han håndbold i Vorbasse. Desuden tager han på skydebanen ca. en gang i hver uge. Der hedder aktiviteten flugtskydning. Det giver god træning i forhold til jagt. Kasper har haft jagttegn siden han fyldte 18 år. Han går en del på jagt hos forældrene i Nebel, ud over en del fælles-jagter sammen med kammeraterne. Flere gange har de også været på jagt-ture til Polen, hvor der har været jagt på vildsvin og krondyr.
Kasper er uddannet tømrer. Han har gået på teknisk skole på Den jydske Håndværkerskole i Hadsten, hvorefter han kom i lære hos Fugdal Tømrer og Snedker i Hejnsvig. Der har han således nu været ansat i 7 år, dog afbrudt af nogle måneder i 2018, hvor han rejste til Australien. Her havde han job på et stort landbrug, hvor han kørte mejetærsker. Derefter rejste han rundt i landet sammen med nogen venner.
Det er slet ikke tilfældigt, at Kasper valgte at købe hus i Vorbasse. Byen har en god og overskuelig størrelse. Her er ekstra gode sports-faciliteter, og der er en god skole. Desuden har Kasper mange kammerater, der bor i området.
Kasper takkede mange gange for velkomstkurven.

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.