Velkommen på Præstevænget 3.

Elena Krogh Jensen og Ole Lynge Hansen bydes velkommen på Præstevænget 3 med en velkomstkurv. De flyttede ind her i foråret umiddelbart efter overtagelsen. Huset er af ældre dato, så kort tid efter indflytningen begyndte Ole på en større renovering. Den står de midt i nu. Vægge bliver banket ned, der bliver isoleret, et nyt køkken bliver sat op, sammen med mange andre fornyelser. Det er Ole og Elena og nogen af deres kammerater, der bruger fritiden på renoveringen.
Elena er født og opvokset i Skørping i Nordjylland. Det ligger ca. 30 km. syd for Ålborg. Det meste af hendes familie bor stadig omkring Skørping. Hun kom til egnen her, som teenager da hun valgte at gå på efterskole i Grindsted – Tronsøskolen. Hun valgte denne skole, da hun her kunne have sine 2 heste med, så hun kunne dyrke sin helt store interesse, som er dressur-ridning. Nu er Elena souchef i Netto i Jelling. Der er 27 ansatte. Hendes arbejde består hovedsagelig i at lave vagtplaner, beregne løn og forestå ansættelser.
Ole er født og opvokset i Vorbasse. Her bor stadig hans forældre og bedsteforældre. I 2016 afsluttede Ole landbrugsuddannelsen på Grindsted Landbrugsskole. Herefter var han ansat på et landbrug med kvæg. Han har også haft job på en maskinstation. Nu er Ole ansat på en gård nær Grindsted. En gård med planteavl, hvor der hovedsagelig dyrkes kartofler. I år er der 120 ha med kartofler.
Og hvorfor så lige vælge at købe hus i Vorbasse? Dette spørgsmål har aldrig været aktuel for Ole. For ham er det en selvfølge at bo i, eller omkring Vorbasse – nær familie og kammerater. Så det er godt, at Elena også er faldet godt til her i byen.
Herfra tillykke med huset, og I ønskes god arbejdslyst med renoveringen.

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen