Velkommen til Fittingvej 6

Velkomstkurv til Lise Frandsen, Fittingvej 6

 

Lise boede i Jordrup før hun købte huset på Fittingvej. Hendes forældre bor i Tofterup/Starup og hun kørte ofte gennem Vorbasse, når hun som pige var med sine forældre på tur og hun har altid synes, det var en lille hyggelig by. Men hun havde ikke tænkt på, at det var en by, hun ville bosætte sig i. Dette ændrede sig, da hun i starten af året besluttede selv at købe hus. Hun undersøgte mulighederne i flere landsbyer, da hun på forhånd vidste, at hun ikke var et storbymenneske. Hun opdagede, at Vorbasse har mange ting at byde på og sammenholdt med, at der var mange forskellige arbejdspladser indenfor ca. en halv times kørsel og man får meget hus for pengene, besluttede hun sig for, at undersøge mulighederne for huskøb i byen. Hun faldt for huset på Fittingvej 6. Huset var lige blevet renoveret og klar til indflytning. Lise har ikke fortrudt sin beslutning og er meget glad for huset.

 

Lise har flere uddannelser. Hun er uddannet landmand, jordbrugsteknolog, fly- stewardesse og HR-konsulent. Hun arbejder på jobcenteret i Kolding i virksomhedsservice som rekrutteringskonsulent.

 

Fritiden går med at passe sine to heste, der p.t. er opstaldet i Jordrup. Både på vej til arbejde og hjem igen går turen forbi Jordrup for at se til hestene. Herudover underviser hun på rideskolen i Jordrup. På sigt har hun planer om at flytte hestene til Vorbasse, dels fordi det vil lette det daglige arbejde med dem og dels fordi, hun gerne vil have flere kontakter i den by, hun bor i. Hjemme er der også et dyr, der lige skal passes: En stor kat, med gener fra norsk skovkat, har fundet sig tilrette i huset og virker godt tilfreds med at bo der.

 

Lise vil gerne sige tak for den fine kurv. Hun synes, det er rigtig flot, at byen tager imod nye tilflyttere med en sådan hilsen.

 

Hermed et velkommen til Vorbasse og Held og Lykke med huset.