Velkommen til Lykke på Søndergade 4.

Lykke bydes velkommen på Søndergade 4 med en velkomstkurv. Lykke har boet i Århus et par år, hvor hun også havde job. For 10 måneder siden fik hun job ved Billund Kommune, så derfor købte hun huset på Søndergade for et par måneder siden.
Hun er født og opvokset i Kolding – der bor forældrene stadig. Det var også i Kolding Lykke tog sin gymnasiale uddannelse. Herefter valgte hun at søge ind i militæret. Nærmere betegnet i Flyvevåbnet ved Flyvestation Karup. Det var 8 måneder, som hun ser tilbage på med glæde. Hverdagen, og de fysiske udfordringer i militæret, kunne hun godt lide.
Meget af fritiden bruges nu på at ordne forskellige ting i huset. Selv om Lykke er en ung pige i tyverne, har hun selv malet hele under-etagen, og nu går hun i gang med at slibe trægulvene af. – Hun er en kvindelig handyman !
Helt bevidst valgte Lykke at købe hus i Vorbasse – hun kan ikke trives i en storby. Hun kan lide, at man hilser på sine naboer, og at man nemt falder i snak med hinanden f.eks. på gaden eller i idrætscenteret.
Lykke er interesseret i de ting der sker i Vorbasse. Således ser hun frem til at hjælpe med noget praktisk ved Vorbasse Marked i 2022.
Herfra ønskes Lykke lykke og held i sin nye bolig.

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.