Velkomstkurv til Betina og Flemming

Velkommen til Joy Betina Raun Andersen og Flemming Tækkemand, Frederikshåbvej 5, Fitting. Betina kommer oprindelig fra Fyn. Hun flyttede til Jylland for 11-12 år siden. Flemming stammer fra Vejle og boede i Jelling i 22 år før han flyttede sammen med Betina i Refsgårdelunde ved Egtved for godt 3 år siden.

 

Betina er uddannet væksthusgartner og social og sundhedshjælper. Hun arbejder som ssh på Bakkegården i Vejle. Flemming arbejder hos Elektro-Isola i Vejle, et firma, der har specialiseret sig i at fremstille kompositmaterialer i form af plader, rør og bearbejdede komponenter og er en af verdens førende leverandører på området.

 

I fritiden bruger Betina tid på sine hobbyer. Den ene er heste og den anden papegøjer. Flemming spiller golf i Jelling. Tidligere brugte han både tid og penge på rallysport. Han har bl.a. været jysk mester i manøvreprøver.

 

Betina og Flemming føler de er blevet taget godt imod. De har fået nogle dejlige naboer, der gerne giver en hjælpende hånd, hvis det er nødvendigt. Udover Betina og Flemming bor også Patrick på 17 på adressen. Han går på Rødkilde Gymnasium og har fritidsjob i Superbrugsen i Vorbasse.