Velkomstkurv til Hanna Dupont

Velkommen til Hanna i 6623-distriktet. Hanna købte og overtog huset i november 2020. Hanna kommer oprindelig fra Vejen. Hun er udlært i Idé Centeret Vejen, men skiftede branche og har arbejdet 27 år i hjemmeplejen. Nu er hun ansat på Frihavnen i aftenvagten.

Huset, Hanna købte, var lige til at flytte ind i. Selvfølgelig er der nogle ting, der skal laves, holdes eller ændres, når man køber hus. Haven har fået en ordentlig omgang. Der er bl.a. fældet træer og buske. Når foråret for alvor viser sig, skal hele huset have en gang maling udvendig og en træterrasse skal fornyes. Heldigvis har hun masser af energi og nyder at få tingene lavet.  

Hanna søgte efter et hus, der ikke lå i en storby, da hun foretrækker den ro et lille sted kan give. Og det har hun fundet nu. Hun nyder naturen i området med dens mange muligheder for gode gåture. Hertil kommer, at datteren bor i Vorbasse, så hun er tæt på børnebørnene og kan give en hånd med, når det er nødvendigt.

Hun blev meget glad for kurven og vil hermed gerne sige tak.

Herfra velkommen til Hanna. Held og Lykke fremover.

Tekst og billede: Jens Ole Svendsen