Vorbasse i pilotprojekt om nye erhverv i landsbyerne.

Vorbasse er sammen med landsbyen Jordløse i Assens Kommune udvalgt som deltagere i et projektet med titlen ”Udvikling af nye erhverv – den moderne landsby i nye roller”.
De fleste landsbyer er meget aktive, men ikke så mange tager fat om erhvervsudvikling. Projektet ”Udvikling af nye erhverv – den moderne landsby i nye roller” finder, at landsbyernes fremtid også vil handle om, at de selv er med til at skabe nye erhverv og i det hele taget interessere sig for, hvad man i fremtiden skal leve af.
Jordløse og Vorbasse er blandt mange andre ansøgere udvalgt til at lægge arm med de spørgsmål i et forsøgsprojekt, som lige er gået i gang. I begge landsbyer er der dannet en arbejdsgruppe, som i samarbejde med projektets ledelse skal finde frem til og udvikle erhvervsprojekter i løbet af den kommende tid.
I juni 2019 skal de barsle med deres bud på erhvervsprojekter, og undervejs vil der blive afholdt forskellige arrangementer.
Projektets kontaktperson i Vorbasse, Ole Gram, glæder sig over den mulighed, der har åbnet sig for økonomisk og - forhåbentlig - befolkningsmæssig udvikling i landsbyen.
Lokalrådet, som står bag kontakten til Landdistrikternes Fællesråd og Københavns Universitet, har fundet frem til gruppe på godt 10 personer, som har forpligtet sig til at yde den fornødne indsats. Det siger dog sig selv, at de ikke kan løfte opgaven alene. Resultater når vi kun, hvis det lykkes at mobilisere alle gode kræfter i området.
Gruppens første møde finder sted den 10. Oktober.

Bag projektet står Landdistrikternes Fællesråd og Københavns Universitet. Landdistriktsforsker Hanne Tanvig er projektets leder og kontaktperson: hwt@ign.ku.dk, mobil 3058 9820. 
 
Arbejdsgruppen der står bag ”Den Moderne landsby”
Fra venstre: Ole Gram, Frits Simmelsgaard, Jørn Poulsen, Jane Langvad, Karsten Knudsen, Stine Høgholt, Anne Birgitte Hedegaard Christensen, Jerone Schotemeijer, og Lars Dahl Jensen.
Tre medlemmer fraværende.