Velkomstkurv til Fittingvej 14

Velkommen til Alexandra og Stefan, samt børnene Maria og Sofia. De flyttede ind d. 1. oktober. Nu har de boet 7 år i Danmark, men de er født og opvokset i Rumænien. Det er også der, de har taget deres uddannelser. Begge har gået på universitetet i Ordea. Stefan har læst finansøkonomi i 3 år, mens Alexandra har gået på universitetet i 5 år. Da de kom til Danmark var de klar over, at det nok var umuligt at få job, hvor de kunne benytte de kompetencer, de havde fået uddannelsesmæssigt. Derfor tog Alexandra job som rengøringsassistent. For tiden har hun barselsorlov, men om få uger starter hun igen på et rengøringsjob på Zleep Hotel i Kolding. Stefan fik job på en stor svinefarm ude på Sønderheden i Vorbasse. Her arbejder han stadig. Det er han glad for. Både hans forældre og bedsteforældre i Rumænien havde landbrug, så han var vandt til at omgås husdyr.
Efterhånden går det fint med det danske sprog. De 3 første år i Danmark gik de på sprogskole. Både Alexandra og Stefan har danske venner, som de snakker dansk med. Det giver en god træning. Modsat på job. I rengøringsbranchen er der ansat mange personer med udenlandsk baggrund. Og på Stefans arbejdsplads: ”Koncern-sproget” i svinestalden er engelsk. Et sprog alle behersker, for her dur det ikke med evt. misforståelser.
Alexandra og Stefan har en fælles fritidsinteresse, og det er rejser. Inden Covid-19 blev de fleste feriedage brugt på rejser i Europa og rundt i Danmark. For tiden bruges en del tid på havearbejde. Huset var renoveret, da de overtog det, så her var lidt malerarbejde tilstrækkeligt.
Efter uddannelserne i Rumænien var de enige om at flytte til Danmark. De er meget bevidste om, at levevilkårene her, er langt bedre end i Rumænien. Naturligvis har der været mange udfordringer i et nyt land – nyt sprog, nyt job, ja, alt var nyt. Stefan nævner flere gange, at de har fået en uvurderlig hjælp af hans arbejdsgiver. Der kan de altid komme og få hjælp og gode råd.
Herfra tillykke med huset, og med håbet om, at familien fortsat kan lide at bo i Vorbasse.
December 2020

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.