20 medarbejdere genoptager forårsklargøringen af kommunen

Pressemeddelelse fra Billund kommune:
Efter at være sendt hjem på grund af COVID-19er 20 medarbejdere fra Park og Vej drift i Billund Kommune nu tilbage på arbejde for at gøre kommunen forårsklar.

Ansatte hos Park og Vej drift i Billund kommune, som står for at holde veje, grønne områder og institutioner flotte og velplejet, har siden torsdag den 12. marts været sendt hjem ligesom alle andre offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner. Fra i dag har kommunen dog atter kunne sende 20 medarbejdere fra Park og Vej drift tilbage på arbejde for at gøre kommunen forårsklar.

Myndighederne ændrer anbefaling

De 20 medarbejderes tilbagevenden sker på baggrund af ændrede anbefalinger fra Kommunernes Landsforening (KL) og Statsministeriet. Fra KL oplyses der, at grundet forlængelsen af de indførte COVID-19-restriktioner kan det være nødvendigt at få løst kommunale opgaver, som har ligget stille de sidste par uger, hvor kommunerne har kørt på et lavere blus end normalt. Hvilke opgaver, der tales om, er op til den enkelte kommune.

Fra Statsministeriet lyder det, at offentligt ansatte, som arbejder udendørs uden for meget menneskelig kontakt, kan genoptage arbejdet. Dog med det i mente at retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne om blandt andet afstand fortsat skal overholdes. Det er op til de enkelte kommuner at vurderer, hvilke ansatte der skal på arbejde igen, og hvilke opgaver der skal løses.  

Stort fokus på smitterisiko

For at minimere risikoen for smitte med Coronavirus hos de 20 helårsansatte, bliver de sendt ud i hver deres bil for at arbejde forskellige steder i kommunen. Dette vil også ske i områder, hvor der normalt sendes to medarbejdere ud ad gangen. Men dette slår ikke humøret ud hos de ansatte, fortæller afdelingsleder hos Park og Vej Drift Christian Iversen:

”Det er 20 glade medarbejdere, som vi i dag har sendt tilbage på arbejde i det fineste solskinsvejr. Vi ser på de lyse sider i situationen.”

Da medarbejderne får en bil hver, er der ikke nok biler til, at de ni sommeransatte også kan starte på arbejde. Opstarten af de sommeransatte udskydes derfor til den 14.april, medmindre der kommer endnu en forlængelse af restriktionerne. De går dermed glip af forårsklargøringen, men forhåbentlig vender de derefter også tilbage og hjælper med at gøre kommunen sommerklar.