40 års jubilæum for arkivet.

Vi har lyst til at markere 40 året for starten af Lokalhistorisk Arkiv, sagde Jørgen Møller i sin velkomst ved åbningen af udstillingen i anledning af jubilæet mandag den 26. marts 2018.
Den første registrering fandt sted i november 1977. Forud var gået mange år meget arbejde for at få etableret et arkiv. Sven Tygesen er den, der sammen med Egå Tornbjerg fik tankerne om et arkiv formuleret og godkendt i det nye byråd efter sammenlægningen med Grene sogn i 1970. Sven og Egå forudså, at når Vorbasse blev lagt sammen med Billund, så ville ”vores” historie forsvinde i den nye store kommune. Billund kommune besluttede at såvel Vorbasse som Billund skulle have et lokalhistorisk arkiv, som skulle være en institution i kommunen med budget fra kommunen og lokaler stillet til rådighed. Den første adresse arkivet havde, var det nedlagte kommunekontor på Kirkegade 2. Borgmester J. Bach Pedersen foreslog at man gik i forhandling med Bechmann Poulsen om hans ejendom Kirkegade 3, hvor der også kunne bygges et museum. For ikke så mange år siden flyttede arkivet til nuværende adresse på Stadionvej 1.
Arkivet har været ledet af Jørgen Møller og Sven Tygesen på skift og har derud over 6-7 frivillige. Her kan det nævnes at Ruth Tygesen har været frivillig i alle årene og arbejdet på arkivet mindst en gang i hver uge i alle de 40 år. I den nye Billund kommune er der i alt 7 arkiver og efter nogle år med at få nogenlunde samme vilkår for alle arkiver efter den gamle Billund kommunes opskrift, trives alle arkiver nu og kan hvert år lave en fælles udstilling i Billund Centret. Her kan nævnes at Jens Erik Starup, Grindsted og Sven Tygesen gjorde et kæmpe arbejde med at få beskrevet, hvordan de 7 arkiver skulle fungere og etableres, som en del af kommunen.  
Alice Østergaard, der er frivillig på arkivet, fortalte om udstillingen: ”Vorbasse og arkivet gennem 40 år”.   
Udstillingen kan ses i en måneds tid i fritidscentret og viser øverst et bånd af billeder, som afspejler fællesskab gennem de 40 år. Endvidere er der afsnit om ”Byens udvikling”, ”Når noget uventet sker”, ”Vorbasse Marked” osv.
På biblioteket er der udstilling med de bøger biblioteket for tiden har om lokalhistorie.
lokalhistorisk arkivs side her på vorbasse.dk kan man finde, hvad arkivet tilbyder at gøre for bevarelse af foreningernes arkivalier og privates arkivalier.

Arkivet har netop udgivet deres årsberetning for 2017, som viser et meget travlt og spændende år.