Årets idrætsnavn blev hyldet ved FRI FREDAG

FRI FREDAG er i fuld gang med alle tænkelige aktiviteter: zumba, hokey, tazanbane, skumtennis, rygtræning, spinning, fitness, svømning, div. spil, bowls og meget mere.
Ved fællesspisningen kunne KFUM Idræt overraske aftenens deltagere i FRI FREDAG med udnævnelse af årets idrætsnavn.
Ledelsen i idrætsforeningen har i år valgt Kirsten Marie Povlsen til at modtage hæderen som årets idrætsnavn.
I indstillingen skriver håndboldafdelingen og markedsudvalget følgende:

"Vorbasse KFUM Håndbold og Vorbasse KFUM Idræts markedsudvalg vil gerne indstille Kirsten Marie Povlsen til årets idrætsnavn.

I indstillingen fra håndboldafdelingen udtales, at Kirsten Marie er en foreningskvinde ud over det sædvanlige.
Uanset hvor hun vælger at engagere sig, gør hun det 100%.
Som formand for håndboldafdelingen har Kirsten Marie hvert år et stort overblik over sæsonens mange opgaver, og bruger mange af ugens timer i Vorbasse Fritidscenter, hvad enten det er som træner eller formand. Hun har et brændende hjerte for håndbold, og i særdeleshed for ungdomsrækkerne, hvilket klubben nyder godt af. Kirsten Marie finder gerne nye og alternative løsninger, så alle børn som ønsker at spille håndbold, har mulighed for det i Vorbasse. Hun er en kvinde, der gerne går forrest, når der med modstanderklubber skal drøftes fairplay og ordentlighed på banen, hvilket vi i Vorbasse håndbold er stolte af. Kirsten Marie er en viljestærk og handlekraftig kvinde, som altid har en ny god ide i tankerne, og som gerne giver en ekstra hånd med, hvor der er brug for hjælp.
Det er Kirsten Maries sidste år i denne omgang som formand i Vorbasse Håndbold.  

Markedsudvalget siger om årets idrætsnavn, at Kirsten Marie i mange år har været en af hovedkræfterne bag Vortbasse KFUM Idræts markedsudvalg. Her sørger hun for at underudvalgene: parkering, pølsetelt, kaffetelt og Snug’n kommer godt fra start, når planlægningen af Vorbasse Marked går i gang i begyndelsen af året. Hun samler trådene omkring de forskellige aktiviteter, men deltager også aktivt i planlægningen før markedet og i selve markedsdagene i pølseteltet og i Snug’n. Kirsten Marie er ikke bange for at tage fat, når der skal arbejdes, ej heller når der skal træffes vigtige beslutninger, planlægges eller evalueres. Når hun går ind i en opgave, er det med kæmpe engagement og med øje for, at det kommer foreningerne til glæde. Ikke nok med, at hun er en af hovedkræfterne omkring pølseteltet i markedsdagene, og lægger rigtig mange timer der, så tager hun også gerne vagter i Snug’n og er frivillig hjælper hos dem.

Kirsten Marie er en kæmpe ildsjæl og et kæmpe aktiv for mange foreninger i Vorbasse, også udover KFUMs idrætsforening. Kirsten Marie er frivillig i Vorbasse Fonden og i Fri Fredagsudvalget.   

Det er svært at beskrive Kirsten Marie med få ord, men noget det vi gerne vil fremhæve hos hende er, en utrolig hjælpsomhed, stor evne til problemløsning, at se mulighederne frem for begrænsninger og at dette med en stor positiv indstilling og energi, som kommer mange i Vorbasse til gode. Vorbasse er heldig at have en kvinde som Kirsten Marie, og derfor fortjener hun om nogen at blive årets idrætsnavn, for alt den tid hun investerer i vores by.