Arlette - pigen fra Auschwitz

Over 200 var mødt op i Sognehuset for at høre Arlette Andersen og om hendes historie ” Arlette – pigen fra Auswitz”. Arlette er nu fyldt 94 år og derfor havde hun Ole Dyrn til at fortælle om hendes historie og Thomas Kvist Christiansen til at fortælle om den film, han har lavet om hende. Spørgsmål fra tilhørerne svarede hun selv på.

 

Efter krigen var Arlette ikke meget for at fortælle om sine oplevelser, men påstande om, at holocaust aldrig havde eksisteret og blot var det pure opspind, provokerede hende og efter 45 år tog hun udfordringen op, og ville sikre sig, at især unge mennesker rent faktisk kom til at kende til vores verdens dunkle fortid. Auschwitz  må aldrig blive glemt eller bagatelliseret. Siden 1990 har hun holdt over 400 foredrag for i alt omkring 100.000 tilhørere. Arlettes historie fortæller om, hvordan et menneskes liv pludselig ændres, fordi nogle få kunne manipulere andre til at begå nogle forfærdelige forbrydelser mod mennesker, blot fordi de havde en anden tro. Hver enkelt forfulgte jøde havde og har sin egen skæbne og historie. Det er vigtigt at forstå, at jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig ikke er 1 historie om over 6 millioner ofre, men over 6 millioner historier med hver sin skæbne.

 

Tilhørerne havde aldersmæssigt  stor spredning – lige fra børn i konfirmationsalderen til 90+. Alle blev berørte af Arlettes historie og budskabet om, at verden ikke må glemme. Glemmes historierne vil de desværre blive gentaget!  Det blev en eftermiddag, hvor folk fik noget at tænke over.