Arrangement i Høreforeningen

Torsdag formiddag havde høreforeningen et arrangement med Camilla Carlsen Bechsgaard i Sognehuset. Hun fortalte om livet med høretab. Ikke hendes eget liv, men hvordan hverdagen kan være, når høretabet er der med alle de konsekvenser, det har. Camilla er født med hørenedsættelse, er uddannet psykolog og har arbejdet som sådan i 24 år. Hun har sin egen virksomhed og er tilknyttet Høreforeningen som konsulent.

I sit oplæg fortalte Camilla om tab af kommunikation og hvad det betyder. Det kræver ekstra kræfter at følge med i, hvad der sker omkring en. Mange informationer mistes, og det er hårdt arbejde at være social. Hjernen er ofte på overarbejde, når det er svært at høre. Dette påvirker naturligvis ens livskvalitet, især hvis man forsøger at leve og fungere som om handicappet ikke er der i stedet for at erkende det og bruge de strategier og den teknik, der i nogen grad kan kompensere for høretabet. Hun fortalte om reelle udfordringer og selvskabte udfordringer som manglende åbenhed om sit høretab og manglende brug af den teknik, der tilbydes. Nogle bruger forskellige camouflagestrategier for at skjule sit handicap for omgivelserne, men det gør det bare vanskeligere at fungere i sociale sammenhæng, når andre ikke kender til høretabet og kommunikationen er dårlig. Camilla gav flere eksempler fra dagliglivet på arbejdspladsen og i hjemmet. Efter tilhørernes reaktion var der mange genkendelige situationer. Der blev givet gode råd og idéer til, hvordan man kan gøre livet lidt lettere, hvis man kender sine hørebehov og lever efter det. 

Der var mødt godt 50 personer til arrangementet, der startede med kaffe og rundstykker og sluttede med en bid brød i form af en pålægskagemand. De fremmødte havde en god formiddag og kunne gå hjem med fornyet viden og idéer til at gøre hverdagen lidt lettere.