Atter Historisk dyrskue og veteranstævne på Museumsgården Karensminde

Billund Kommunes Museer og støtteforeningen Karensmindes Venner kan søndag den 12. september igen byde velkommen til det traditionsrige historiske dyrskue og veteranstævne, der i år afholdes for 31. gang. Der er lagt op til en festlig og hyggelig dag med oplevelser for hele familien.

”Museet, dets dedikerede frivillige og vores mange udstillere har alle set frem til denne dag. Det traditionsrige dyrskue og veteranstævne er årets højdepunkt og en vigtig dag for hele organisationen. Det er fantastisk igen at kunne byde gæster velkommen til denne oplevelsesrige dag på Museumsgården Karensminde.”, fortæller Carina Serritzlew, museumsleder ved Billund Kommunes Museer.

Vi slår dørene op kl. 9.30 med velkomst af Anne Eriksen, tidligere lærer på Grindsted Landbrugsskole.
Om formiddagen bedømmes dyrene af de kyndige dommere, mens der er pløjning med veterantraktorer på Museumsgården Karensmindes marker.

Sidst på formiddagen starter præsentationen af dyrene i ringen. Her er der rig lejlighed til at blive klogere på de gamle danske husdyrracer, når de mange dommere fortæller om de enkelte dyr og de forhold, der karakteriserer de forskellige historiske racer.

Udover Karensmindes egen besætning er der besøg af en lang række udstillere fra både ind- og udland. Først i ringen er hunde, får og geder. Over middag er det tid til præsentation af kvæg og heste. Der deltager bl.a. jysk kvæg, rødt malkekvæg og korthornskvæget med de karakteristiske lyse muler. Af flotte hesteracer kan man opleve den jyske hest, oldenborgere og de elegante frederiksborgheste.
Om eftermiddagen præsenteres veterankøretøjerne og traktorer i ringen, men hele dagen kan de opleves på stævnepladsen, hvor man også kan få en snak med de enkelte udstillere, der gerne deler ud af deres viden.

SYNERGI MED NATURENS DAG
Sidste år deltog museet sammen med flere lokale foreninger i det populære Naturens Dag, der blev afholdt ved Engsøen. Naturen bliver igen i år fejret den 12. september klokken 11-15 ved p-pladsen ved Grindsted Engsø mod Morsbøl Skolevej. Det er derfor oplagt at besøge, når man alligevel er til Historisk dyrskue på Museumsgården Karensminde.

I år er temaet den eventyrlige natur; alt det, der ikke er rugbrød, hverdag og forudsigelighed. Her handler det om at gå på eventyr på nye steder, mærke nye sansninger, smage, lyde, overflader, stilhed eller en forbundenhed i naturen.

Sammen med de mange forskellige foreninger og frivillige, der vil være til stede, kan man prøve et væld af forskellige aktiviteter. Bl.a. kan man bage pandekager over bål, male fuglehuse, lære at lave blomsterdekorationer med årstidens planter, lytte til eventyrhøjtlæsning, lege sjove lege med pigespejderne, og meget mere.

OPLEV OGSÅ MUSEETS UDSTILLINGER
Ved siden af det tætpakkede program kan dagens gæster også få et afbræk med museets forskellige spændende udstillinger. Sidste vinter åbnede SPOR af Besættelsen i museets udstillingsbygning. Her kan gæsterne opleve jernbanens særlige historie under besættelsen. Oplev fortællingen om den lokale modstandsbevægelse og jernbanesprængninger, om den ændrede hverdag, om den tyske værnemagts brug af jernbanen og om tyske flygtninge og Fittinglejren.

I Høkeren fortælles historien om Museumsgården Karensmindes udvikling gennem fire forskellige perioder i gårdens levetid. Gårdens historiske udvikling, skiftende funktion og betydning er en fortælling om dansk landbrugshistorie, der også indskriver sig i områdets senindustrielle udvikling og turisme. Her er en fortælling om enggården Karensminde, der overgår til traditionelt og senere industrielt landbrug og senere igen bliver en museumsgård og kulturattraktion.
Gæsterne kan også opleve den rammesatte kulturhistorie gennem de opstillede guldrammer på Museumsgården Karensminde. Ved hjælp af de påsatte QR-koder kan gæsten få indblik i nogle af gårdens mange skæve og interessante historier.

”Vi er enormt stolte og glade for vores nye udstillinger og andre formidlingstiltag på museumsgården, der giver gæsterne en god og forhåbentlig spændende indgang til vores fælles kulturhistorie. Gennem forskellige perspektiver og med forskellige formidlingsgreb kan museets gæster få en række interessante oplevelser.” udtaler Jonas Hørup Ruskjær, museumsinspektør ved Billund Kommunes Museer.


PROGRAM FOR DYRSKUE OG VETERANSTÆVNE 2021:
09.30: Åbning af skuet v/ Anne Eriksen, tidl. Lærer på Grindsted Landbrugsskole
09.40: Bedømmelse af kreaturer, får, geder og kaniner
10.00: Pløjning med veterantraktorer
11.15: Kongeå Blæseorkester spiller
11.30: Hunde præsenteres i ringen
11.45: Får og geder præsenteres i ringen
12.15: Kongeå Blæseorkester spiller
12.45: Kvæg præsenteres i ringen
13.00: Pløjning med veterantraktorer
13.15: Heste præsenteres i ringen
14.00: Veterankøretøjer præsenteres i ringen
15.15: Traktorer præsenteres i ringen
15.40: Broholmere og Dansk Spids præsenteres i ringen


Vi følger naturligvis myndighedernes retningslinjer for danske museer. Husk derfor Coronapas, når du besøger museet. Vi tager forbehold for ændrede krav og retningslinjer på området.

Med venlig hilsen
Billund Kommunes Museer