Bibliotekerne i Billund og Vorbasse - Folk som sår i sne af Tina Harnesk

”Folk som sår i sne” er en humoristisk men barsk fortælling, der foregår i det svenske Samerland. Her følger vi den 85-årige Máriddja, der netop har fået konstateret kræft. I stedet for at påbegynde behandling for sin kræftdiagnose beslutter Máriddja sig for at finde den dreng, der boede hos hende for år tilbage, og som Máriddja og hendes mand elskede som deres egen. Máriddjas mand er blevet glemsom, så i stedet for at tale med ham betror hun sig til stemmen inde i iPhonen og har nogle ganske vidunderlige samtaler med Siri.
Sideløbende følger vi det unge par Kaj og Mimmi, der netop har bosat sig i området hvor Kaj voksede op.
Romanen beskæftiger sig med hårde emner som tvangsforflytninger af samerne, overgreb og sygdom, men er fortalt med en god portion humor, hvilket gør at historien ikke bliver alt for barsk.
”Folk som sår i sne” er Svensk-Samiske Tina Harnesks debutroman og blev sidste år kåret til årets bog i Sverige.