Billund Kommune inviterer til gratis topspeedway: Udsat match køres 14. juli

Borgerne i Billund Kommune er igen i år inviteret til topspeedway i Metal Speedway League på Grindsted Speedway Center på Blåbjergvej 1. Billund Kommune har købt matchen, og der gratis adgang efter først til mølle-princippet. Matchen var programsat 30. juni, men blev udsat til den 14. juli på grund af risiko for skybrud. Coronarestriktionerne betyder, at der er krav om tilmelding via link samt coronapas.

Igen i år er borgerne i Billund Kommune inviteret til topspeedway i Metal Speedway League på Grindsted Speedway Center.
Billund Kommune har syv år i træk købt den første hjemmematch i sæsonen for at give borgerne gratis adgang. Desværre betød covid-19-pandemien, at der slet ikke blev kørt i Metal Speedway League i 2020.

Heldigvis er sæsonen kommet i gang her i 2021. De første matches blev kørt uden tilskuere i foråret, men nu må der igen komme tilskuere på lægterne, og med et års ’udskydelse’ er Billund Kommune derfor nu klar til at indbyde til topspeedway med Grindsted Speedway Klub for ottende gang i træk.

Årets match er blevet skubbet til onsdag den 14. juli, klokken 18.30. Modstanderne er SES Sønderjylland Elite Speedway. Matchen var tidligere programsat til 30. juni, men den blev udsat på grund af risiko for skybrud.
På grund af de gældende coronarestriktioner er der krav om, at man tilmelder sig via følgende link (OBS: Begivenheden kan ikke fremsøges på Tickmaster - man skal bruge linket):

https://www.ticketmaster.dk/event/498973?language=da-dk&CL_ORIGIN=ea70383b43d04f2f95a8

Coronarestriktionerne giver plads til 1000 tilskuere på arenaen, og tilmelding foregår efter først til mølle-princippet. De cirka 600 billetter, der allerede var booket, før matchen blev udsat, er gyldige til den nye dato. Som tilskuer skal man desuden være opmærksom på, at der er krav om coronapas.

Selve matchen starter klokken 18.30 – porten åbner klokken 17.00. Udover topspeedway byder aftenen også på mulighed for at se talenterne fra Grindsted 85 CC, når de kører opvisning i pausen.
Både Grindsted Speedway Klub og SES er kommet godt fra start i årets sæson med tre af fire vundne matcher, så der er lagt op til et brag af en match.
Matchen køres på Grindsted Speedway Center, Blåbjergvej 1, 7200 Grindsted.