Bliv ambassadør for Vorbasse

Nye byprofiler skal gøre os klogere på Billund Kommunes største byer skriver  Billund Kommune i en pressemeddelelse.
Billund Kommune vil udarbejde en række byprofiler for kommunens syv største byer, som giver en klar og fælles retning for udvikling af byerne. For hvad gør byerne til noget særligt hver for sig – og hvad binder dem sammen?

 
Billund Kommune igangsætter et arbejde med at udarbejde byprofiler for Billund, Grindsted, Sønder Omme, Filskov, Vorbasse, Hejnsvig, Stenderup-Krogager.
Billund Kommune ønsker en ambitiøs plan, der sætter retning for prioritering af midler, etablering af konkrete indsatser og igangsættelse af en kommunikationsindsats med fokus på udvikling af kommunens syv største byer.
Kommunen igangsætter derfor et arbejde med at udarbejde byprofiler for Billund, Grindsted, Sønder Omme, Filskov, Vorbasse, Hejnsvig, Stenderup-Krogager. Der er nemlig potentiale i at udvikle, dyrke og indtænke flere byer i udviklingen af kommunens vision.
”Vi står i en unik position med vores stærke byer, hvor sammenhold er en fællesnævner. Fyrtårnsattraktioner, unikke oplevelser og smuk natur gør området til et godt sted at bo og arbejde, ligesom det tiltrækker mange danske og internationale turister. Samtidig ønsker vi at synliggøre og styrke alle byers potentiale i udviklingen af kommunens vision. Derfor udvikler vi nu en række byprofiler for de syv største byer i kommunen”, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Arbejdet med byprofilerne løber frem til vinteren 2024, og de kommer til at være drivende fortællinger og strategier, der giver retning for den fysiske, sociale og kulturelle udvikling af byerne sammen og hver for sig.
Byprofilerne tager udgangspunkt i alt det gode arbejde, der allerede er gjort lokalt og stiller skarpt på, hvor det bobler, hvor der sker en ny udvikling, og hvilke udfordringer og begrænsninger, der er lokalt.
”Hverken forvaltningen eller vi politikere når i mål med de rigtige byprofiler alene. Derfor lægger vi op til en bred inddragelsesproces. Senere på året inviterer vi for eksempel til en workshop, hvor alle interesserede borgere er velkomne til at deltage og komme med deres inputs. Derudover sørger vi blandt andet for at inddrage lokalrådene, ligesom frivillige borgere fra hver by udpeges som ambassadører, der bliver vigtige aktører gennem hele processen,” udtaler Stephanie Storbank.
Bliv ambassadør og vær tæt på processen
Opgaven som ambassadør bliver at samle viden, holdninger og erfaringer om den enkelte by fra den pågældende selv og fra familie og venner/bekendte i området.
Hvis du er interesseret i at blive ambassadør, kan du læse mere og tilmelde dig her senest mandag den 12. februar, herefter lukkes linket.