Book en shelter eller fire på vorbasse.dk

Formand for lokalrådet, Jørn Poulsen, bød velkommen til en stor flok gæster, som gerne ville være med til indvielsen af Vorbasse Shelterby.
Tanken om nogle sheltere på den flotte plads ved søen i Jægerlund opstod ved indvielse af den grønne hjertesti. Lokalrådet greb ideen og et projekt blev udarbejdet af Ole Gram og Stine Høgholt fra lokalrådet.
Sammen med konsulenten fra LAG blev pladsen besøgt og det blev besluttet, at det skulle være mere end et par sheltere. Projektet voksende derfor til 4 sheltere, et formuldningstoilet, en bålhytte med grillplads, vandledning med drikkevand og snart også et lille brændeskur. Der kom dog ikke helt det antal kroner fra LAG, som lokalrådet havde forventet. Billund kommunes landdistriktspulje var positiv over for projektet. En ansøgning til Vorbasse Fonden gav også et pænt resultat og Vorbasse Vandværk var villige til at sørge for vandledning til området.  Med alle de forskellige bidragsydere lykkes det at få projektet finansieret og det er blevet et fantastisk sted for både turister og lokale. Der kan overnattes eller man kan tage på udflugt til området for at trave en tur og nyde madkurven.
Der er åbnet for booking af shelterne på vorbasse.dk – turist: vorbasse.dk/turist/shelters.html
Det er lokalrådets håb og ønske, at stedet vil blive brugt rigtig meget og at alle brugere vil være med til at passe godt på faciliteterne på stedet. Alle skal tage deres affald med sig, idet der ikke opsættes affaldsposer. Selv om krocketklubben har lovet at holde øje med området, så er det ikke meningen, at de skal rydde op efter shelterbyens brugere.  
Jørn Poulsen sendte en tak til alle, der har bidraget, enten økonomisk eller med frivillig arbejdskraft, til at Vorbasse har fået endnu et sted, som  turister kan få glæde af og som kan være samlingssted for byen.
Ole Gram fortalte, at der stadigvæk mangler lidt borde og bænke ved shelterne og nogle sten til markering af bålpladsen. Herud over roste Ole samarbejdet med Poul Erik Jensen fra Herning Savværk og takkede ham for det flotte arbejde.
Til slut sørgede Jens Anker Pedersen fra krocketklubben for, at der blev råbt et trefoldigt leve for shelterbyen.
Tekst: id, billeder: Jeppe Donslund