Det lysner for Torvet og Aktivitetsaksen

Det har ikke været sjovt for arbejdsgrupper og koordinationsudvalget at se på, at arbejdet med Torvet og Aktivitetsaksen blev sat i stå i 2019. Billund kommune og Vejdirektoratet er nu efter adskillige drøftelser, blevet enige om vejforløbet omkring det nye torv.
Det betyder, at torvet kan etableres som oprindelig tænkt med små justeringer, som et samlet areal fra kroen over mod Æ Gåedhus og store dele af den nuværende parkeringsplads.
Billund Kommune og Vejdirektoratet forventer at arbejdet kan gå i gang igen i august måned, når deres sagsbehandling er afsluttet. Det betyder også, at arbejdet på aktivitetsaksen kan fortsætte fra august oplyser koordinationsudvalget.  Udvalget er i løbende dialog med Billund Kommune, som er bygherre, for at sørge for at alle sejl sættes til for at få færdiggjort fase 1 i byfornyelsen i 2020.
Det er den samme entreprenør, som har arbejdet både med Torvet og med Aktivitetsaksen. Da Vejdirektoratet bremsede arbejdet med Torvet valgte entreprenøren også at stoppe arbejdet på Aktivitetsaksen.
Når arbejdet bliver færdigt i løbet af efteråret 2020, vil de enkelte elementer blive gennemgået for eventuelle mangler og skader, der er opstået i perioden inden Billund Kommune overtager Torvet og Aktivitetsaksen.