Et hus i Vorbasse - om at formidle historie

Historisk Samfund i Ribe amt havde torsdag Jeremy Watts til at sætte gang i en debat om, hvordan vi fremover sikrer den lokale historie. I flg. Jeremy Watts er Historisk Samfund i Ribe amt en af de ældste foreninger i Danmark.
Jeremy Watts tog udgangspunkt i billeder fra den gl. lægebolig, som har haft sin levetid i hele det 20. århundrede. Huset er projekteret i år 1900 og den første læge flyttede ind i 1901. Huset var lægebolig frem til 1974. Jeremy fortalte en række historier fra de år, hvor huset var lægebolig og fra perioden, hvor det var børnehjem. Også andre huse blev en del af fortællingen og Jeremy stillede spørgsmålene: 'Kan man indramme en bys historie i et fotografi'? Kan man vurdere et lands landbrug ved at betragte et guldalder maleri. Er et billede af en fårehyrde på heden dækkende for virkeligheden af livet på heden?'
Hvad sker der i fremtiden med den lokale historie. I vores digitale verden skulle man mene, at der var nemt at gemme breve, protokoller, billeder og andet. Men hvor længe holder vores systemer. En del af de tilstede værende har jo allerede oplevet mange forskellige "fil" typer. Lokalhistorisk Arkiv må ikke modtage materiale på digitale medier. De må låne medierne, DVD, USB osv. og udprinte materialet. Det vi går og udprinter privat på diverse blækprintere vil næppe kunne læses om 50 år.  Jeremy mener, at jo mere regeringen og andre centraliserer jo mere interesseret bliver befolkningen i den nære historie. Konklusionen for aftenen blev, at det er vigtigt at nedskrive hverdagens historier, hvis vi skal kunne gemme noget om de generationer, der lever i dette århundrede. Formand for Historisk Samfund Mogens Hansen ville gerne have tingene, som i gamle dage: skrivemaskine og håndskrift - det holder i flere hundrede år, når det opbevares rigtigt.