Fastelavn i kirke og sognehus

Der var prinsesser med krone og glimmer i fletningerne. Der var ninja'er, en løve, Harry Potter, Mariehøne og mange flere særligt udklædte i kirken i dag. Selv præsten var klædt særligt ud i anledning af fastelavn, snart med klovnenæse, eller som  brandmand, cowboy eller sørøver. Det var her, jeg tænkte, kan man tillade sig at fotografere præsten på prædikestolen, når det ikke er aftalt. Det gjorde Mie Svendsen og vi har fået lov til at bruge billederne. Essensen i dagens prædiken var, at inde under alle masker, er vi gode nok, som vi er.  
Efter gudstjenesten var der tøndeslagning i Sognehuset med efterfølgende frokost, fastelavnsboller, kaffe og juice. Der blev kåret kattekonge og -dronning inden for alle grupper: dagplejebørn, børnehave, indskoling og mellemtrinnet.
Fastelavnsfestlighederne var et samarbejde mellem menighedsrådet og kultur & event.  
Godterne i tønderne, fastelavnsboller, samt frokost og drikke til store og små sponsoreres af:
SuperBrugsen
Landsbybageren
Vorbasse Camping
ÆlleBælle
Vorbasse Kro

Billeder: Gitte Larsen, Mie Svendsen og Inger Donslund