FIRST LEGO League har vokseværk

Børnenes Hovedstad oplyser:
Når der til november skal være robot-turnering i Børnenes Hovedstad igen, bliver der også plads til et
junior FLL for 6-9 årige.
Sidste år kiggede de små søskende interesserede – og måske også lidt misundelige – med fra sidelinjen, mens 30 hold lokale deltagere dystede i robotkørsel og præsentationer i årets FIRST LEGO League-turneringen.
Også flere FLL-lærere ærgrede sig over, at eleverne skal være minimum 10 år for at deltage.

Derfor udvider Børnenes Hovedstad i år turneringen med et såkaldt junior FLL for 6-9 årige. De yngste deltagere får overordnet set samme udfordring som ”de store” – nemlig vand – men opgaverne er selvfølgelig designet til målgruppen.

- Junior FLL giver de helt unge elever mulighed for at stifte bekendtskab med og undersøge et emne, at arbejde med opfindsomhed og innovation og at få hænderne i programmering af WeDo-robotter. Vores håb er selvfølgelig, at vi med junior-turneringen kan give endnu flere af Børnenes Hovedstads børn smag for at arbejde med legende læring og kreativ tænkning indenfor de naturvidenskabelige fag, siger Karina Svendsen, der er FLL-projektleder i Børnenes Hovedstad A/S.

Der vil maksimalt blive plads til 20 deltagende juniorhold ved siden af de 30 FLL-hold, der også vil demonstrere viden, samarbejde, kommunikation og robotløsninger ved turneringen lørdag 11. november 2017 i BillundCentret.

- Vi er rigtig glade for, at vi med flytningen af turneringen til BillundCentret får mulighed for denne udvidelse. Og rigtig spændte på hvordan det bliver modtaget. Samtidig er det jo også ofte sådan, at når man hæver barren, får man også brug for flere hænder. Så hvis der nu sidder nogen, der allerede nu ved, at de gerne vil involvere sig i robotfesten som for eksempel dommer eller praktisk hjælper, må de meget gerne henvende sig, siger Karina Svendsen.

På nuværende tidspunkt er der tilmeldt 20 ud af 30 hold til FLL i Billund, mens Junior FLL-pladserne først lige er udbudt til egnens skoler.

Du kan lære mere om FIRST LEGO League via hjernekraft.org og melde dig som frivillig via børneneshovedstad.dk.
 
Kontaktinformation:
Projektleder Karina Svendsen, 28 94 19 12