Frederiksnådevej 1 har fået nye beboere.

Gitte og Mikael Jensen bydes velkommen til Vorbasse. De er kendt på egnen, da de er opvokset her og boede her sammen i en periode i 90`erne. Siden har de været vidt omkring.
Mikael er født i Fitting og havde hele sin skolegang i Vorbasse. For øvrigt bor hans forældre stadig i Fitting. Som ung var Mikael ikke i tvivl om, hvad han ville beskæftige sig med. Han ville i gang med landmandsuddannelsen. Praktikken i denne uddannelse tog han på den lokale svinefarm på Sønderheden. Her havde han job i 10 år.
I 1995 tog hele familien til Langeland, hvor de var i 7 år. Derfra gik turen til Brædstrup. Her boede de i 16 år. Begge steder var Mikael driftsleder på svinefarme, og de boede i tjenestebolig.
Gitte er født og opvokset i Vandel. Hun er uddannet EDB-assistent, men har også været ansat et par steder som butiksassistent. I de senere år har hun været ansat som plejeforælder.
Gitte og Mikael har 3 voksne børn. Søren bor i Hejnsvig. Anne Katrine læser i Århus, medens Filip er i mekanikerlære og bor stadig hjemme.
Efter perioden i Brædstrup havde parret et ønske om at flytte her til egnen omkring Vorbasse igen. Og Mikael var klar til at prøve noget nyt jobmæssigt. Da de besøgte Frederiksnådevej 1, var de ikke i tvivl. Huset er ny-renoveret og de nyder at bo ude i naturen med masser af træer og beplantning omkring sig.
Både Gitte og Mikael er nu ansat som plejeforældre – Mikael på halv tid. Resten af tiden arbejder han som anlægsgartner for sin søn i Hejnsvig.
Parret har hver sin hobby. Gitte kan lide at sidde ved symaskinen. Her har hun syet dåbskjoler, brudekjoler m. m. Mikael er vild med at gå på jagt, så i husets entrè er der tapetseret med opsatser. Her må de hænge – Gitte vil ikke have dem længere ind i huset.  
Ferieture bliver det også til. Det foregår i familiens autocamper. Denne form for ferie er de blevet bidt af.
Det var en fornøjelse at byde Gitte og Mikael velkommen til Vorbasse – man kan også sige velkommen hjem efter en rundtur på 23 år.
Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.