Generalforsamling efter endnu et år uden marked

Generalforsamlingen i Vorbasse Grundejerforening er normalt en festaften fyldt med gode resultater. Det er ikke de gode og spændende resultater, der prægede årets generalforsamling. Det var i foråret meget svært at få en afgørelse fra regeringen om der kunne holdes marked eller ej. Svaret kom den 24. april at der kun måtte være 3000 gæster og alt skulle lukke ned kl. 20. Med disse forhold måtte markedet endnu en gang aflyses. Alle aftaler skulle opsiges, alle indbetalinger tilbagebetales osv.

Personalet har i stedet brugt tid på at gennemgå alle opgaver vedr. markedet - få dem beskrevet og samlet de informationer vedr. opgaverne, som de frivillige skal bruge for at kunne udføre opgaverne.

I sin beretning kom Brian Madsen også ind på, at Æ Gåedhus nu står fuld renoveret med nye mure, nyt bindingsværk og nyt tag. Og ved gadekæret er belysningen udskiftet.

Der har tidligere været arbejdet med planer om at ændre området ved ølteltet, så det kunne være et mere attraktivt sted i dagtimerne. Disse planer er udsat til bedre tider. Forsøget med Digitalt Marked i 2020 var temmelig bekostelig og trak stort set ingen deltagere uden for Vorbasse. Der har heller ikke været økonomi til at overføre midler til Vorbasse Fonden.

Grundejerforeningen har udarbejdet et nyt informationsblad, som bliver lagt i byens velkomstkurve til tilflyttere.
Tilflytterne vil også blive inviteret til en middag på kroen, hvor de vil få orientering om arbejdet med Vorbasse Marked og indbudt til at være med. VGF er sikker på, at der blandt alle de mange nye unge, der er flyttet til Vorbasse de sidste par år, befinder sig kompetente folk, som gerne vil bidrage viden og god energi.

Bestyrelsen glæder sig til at genstarte arbejdet med Vorbasse Marked i 2022 og håber på at både kræmmere, frivillige og gæster finder tilbage til markedet i uge 29.

Til bestyrelsen var der genvalg til Ove Trøst Andersen og nyvalg til Henrik Mathiesen.

Forud for valget af suppleanter fortalte Brian, at man fremover til have suppleanterne med både til bestyrelsesmøder og de månedlige fyraftensmøder, således at suppleanterne altid er klar til træde ind i bestyrelsen og i øvrigt er med i det almindelige driftsarbejde.

Som suppleanter valgtes: Peter Ingemann, Morten Kristensen og Jeroen Schotemeijer

Som revisor genvalgtes: Steen Sørensen og som revisorsuppleant Anne Jørgensen