Generalforsamling hos Vorbasse Senioerer gennemført på 25 minutter

Der blev startet med en sang, idet klaveret var blevet hentet op fra kælderen og Alice Østergaard påtog sig opgaven ved tangenterne.
Dirigent blev Knud Ebbesen og formand for Vorbasses Seniorer Birgit Pøl Nielsen aflagde beretning.
Der er ved udgangen af 2021 i alt 239 medlemmer inkl. 12 æresmedlemmer. I 2021 blev der afviklet 8 arrangementer i den del af året, hvor det var muligt. Der har ikke været overvældende mange deltagere til arrangementerne, hvilket formentlig skyldes corona. Foreningen har drøftet at holde flere arrangementer sammen med f.eks. Høreforeningen.Det var tilmeldinger fra Høreforeningen, som sørgede for at nytårstræffet kunne gennemføres.
Arrangementerne vil i andet halvår af 2022 blive flyttet enten til Vorbasse Fritidscenter eller til Sognehuset, fordi Vorbasse Kro ikke synes, der er god økonomi for kroen i seniorernes arrangementer.

Der er ikke opkrævet kontingent i 2021, men i 2022 er kontingentet 100 kr. Generalforsamlingen vedtog at kontingentet fra 2023 skal være 150 kr. Da Vorbasse Marked har været aflyst i både 2020 og 2021, har seniorerne ikke haft indtægt fra madmor-ordningen. Derfor viser regnskabet et underskud på godt 33.000 kr.

Til bestyrelsen var der genvalg til Gunhild Nielsen og Birgit Pøl Nielsen. Birger Enevoldsen, der var suppleant, indtrådte i bestyrelsen på den ledige plads efter Doris Jensens bortgang. Birger ønskede ikke genvalg. Det blev i stedet Ulla Iversen, som blev valgt for 1 år og som suppleant for 1 år valgtes Bente Mortensen.

Under eventuelt nævnte Birgit Pøl Nielsen, at de den 8. februar er bankospil og amerikansk lotteri og den 22. februar kommer en spændende foredragsholder, Nicolai Bangsgaard, der fortæller om jorden rundt på cykel. Begge arrangementer er på Vorbasse Kro og Vorbasse Seniorer håber på opbakning til arrangementerne.
Entre 70 kr. til foredraget.

Efter generalforsamlingen blev der igen sunget nogle sange inden, der blev serveret en god bøf med tilbehør og øl og vand på foreningens regning.