Generalforsamling i Vorbasse Seniorer

Tirsdag holdt Vorbasse Seniorer den årlige generalforsamling. Mødet startede kl. 17.
Formanden bød velkommen og mødet startede. Først punkt var valg af dirigent. Gunner Jensen blev valgt og generalforsamlingen kunne starte, efter dirigenten havde konstateret, generalforsamlingen var lovlig indvarslet. 

Næste punkt var formandens beretning. Levin Kielsgaard startede med at mindes de 7 af foreningens medlemmer, der var døde i 2023. Foreningen har ved udgangen af 2023 244 medlemmer. Levin gik årets aktiviteter igennem. Der har været afholdt forskellige foredrag. Nogle af dem i samarbejde med Høreforeningen. Bl.a. et besøg af Samuel Rachlin. Her var der så mange tilhørere, at Sognehuset blev fyldt. Der har været mange forskellige udflugter og ture. Her kan nævnes en tur til Marsken og Digegrevens Gård og en tur til København med besøg i Folketinget og på Rådhuset. En af de faste aktiviteter i kalenderen er 6 x banko. Her har der været 52 deltagere i gennemsnit.

Arrangementerne er flyttet fra Kroen til Sognehuset, hvilket fungerer rigtig fint. Levin sagde i sin fremlægning, at man meget gerne må komme med foreslag til foredrag, udflugter eller andre arrangementer. Så er der nogle, der har ønsker eller gode idéer, er de velkomne til at henvende sig til bestyrelsen.

Levin sluttede med en tak til de forskellige, der havde hjulpet i det forløbne år. Herunder en tak til Høreforeningen for det gode samarbejde.

Under punktet ”Valg til bestyrelsen” var Gunhild Nielsen og Birgit Pøl Nielsen på valg. De ønskede ikke genvalg, så to nye plus en suppleant skulle vælges. Heldigvis var der nogle, som var interesserede i at arbejde i bestyrelsen, så der var flere kandidater til posterne. Nyvalgte til bestyrelsen blev Bente Mortensen og Jens Ole Svendsen. Torben Bomann Sørensen valgtes til suppleant. Suppleanten deltager i bestyrelsesmøderne. Udover de nyvalgte består bestyrelsen nu af Levin Kielsgaard, Jim Trøllund Jensen og Ulla Iversen. Kristian Hansen var på valgt som revisor og blev genvalgt.

Efter punktet evt. kunne man endelig tage hul på generalforsamlingens sidste punkt. 77 havde meldt sig til spisning og kunne nyde en karbonade i ”normal størrelse+” med stuvede ærter og gulerødder samt kartofler. Herefter en kop kaffe.

Dejligt så mange støttede op om generalforsamlingen og også gennem deltagelse i de forskellige aktiviteter året igennem støtter op om Vorbasse Seniorer.