Grindsted-borgere opfordres til at lade sig teste

Pressemeddelelse fra Billund Kommune

Smitten i Billund Kommune har taget et hop oven på weekenden. Det er hovedsageligt i Grindsted-området, og derfor opfordres lokale borgere til at lade sig teste.

Efter i lang tid at have ligget i bunden af den nationale liste over antallet af smittede borgere med COVID-19 har Billund Kommune oven på weekenden desværre taget et hop op ad listen.
Mandag klokken 14 er der registreret 27 smittede borgere i de seneste syv døgn, hvilket svarer til en placering blandt kommunerne som nummer 22 i landet.
De nye smittetilfælde er primært dukket op i Grindsted-området, hvor smitten samtidig er spredt rundt om i byen.
”I dag mandag er der sket en yderligere genåbning af samfundet. Samtidig kan vi se, at der er sket en stigning i Billund Kommunes smittetal, og at smitten især breder sig lokalt i Grindsted-området. Derfor opfordrer vi til, at man bruger de mange testmuligheder, og at man i øvrigt følger de gode råd: For eksempel at kun én fra hver husstand handler ind, at være opmærksom på at holde god afstand og god håndhygiejne og holde sig til højst at mødes med sin sociale boble,” udtaler Lene Bruun, leder af HR og Sundhedsstaben i Billund Kommune.

Man kan bestille tid til test via coronaprover.dk. På billund.dk/kviktest kan man se en oversigt over, hvor og hvornår man kan få en test uden tidsbestilling i Billund Kommune.
Desuden kan man se en oversigt over alle testmuligheder i hele landet på følgende link: https://coronasmitte.dk/raad-og-regler/kort-over-covid-19-testcentre?Kort%20over%20COVID-19%20testcentre