Gymnastikopvisning i Vorbasse

Gymnastikopvisning i Vorbasse

 

Et af de sikre forårstegn er de mange gymnastikopvisninger rundt omkring i landet. Søndag den 12. marts. viste dette forårstegn sig fra sin bedste side i Vorbasse med et flot sammensat program indrammet af to livsbekræftende efterskolehold. Efter den fælles indmarch og fællessangen blev der budt velkommen til deltagere og publikum. Der blev uddelt 5-årsnåle til nogle af gymnasterne. Godt klaret af en 5 - 6 åring.

 

Ølgod Efterskole indledte opvisningen med en flot opvisning, hvor gulvet blev fyldt ud af glade, aktive unge mennesker. Herefter kom Mor/far/barn holdet, Puslingeholdet, 0. - 1. klasse, 2. klasse >>, Damemotionsholdet, Hejnsvig spring/rytme og Vojens Gymnastik - og Idrætsefterskole sluttede med et kæmpestort hold unge, der viste glæde, begejstring og flot gymnastik. De forskellige opvisninger gik efter planen, bortset fra en enkelt. Da Emmy skulle på gulvet opstod der lidt "knas" og hun måtte vente på at gå i gang. Det viste sig at være planlagt knas. Emmy skulle hyldes for sit 40-års jubilæum som gymnastikleder i Vorbasse KFUM. Der blev fortalt anekdoter fra tiden og Emmy fik en lokal udgave af Dronningens 40-års fortjenstmedalje. Efter at have tørret duggen af fra indersiden af brilleglassene gik Emmy i gang med sit damehold, og det med samme energi og entusiasme som i gamle dage, da der var amter til og hun ledede Ribe Amts største dame/herrehold. Fantastisk og inspirerende at se et menneske med så megen energi og overskud. Opvisningen fik god opbakning af publikum. Der var 268 betalende gæster, der efter opvisningen kunne tage hjem fyldt med gode oplevelser.