Håndboldfest og kåring af årets spillere

I går aftes fejrede 36 håndboldsenior spillere og trænere sæsonens kommende afslutning med et brag af en fest i hallens mødelokaler. Her blev markante spillere anerkendt og trænere takket for deres indsats i denne sæson.
Annie Jakobsen kåret som årets damespiller sæson 21/22.
Annie kåres til årets damespiller for sit sportslige og sociale engagement på holdet. Hun er kampafgørende, en dygtig forsvarsgeneral og centerspiller. Hun booster sine holdkammerater og er et vigtigt forbillede for de unge.
 
På herresiden blev Frede Saugmann kåret som årets spiller og Gert Thomsen som årets fighter 21/22.
Frede kåres til årets spiller, fordi han er ydmyg, venlig, pligtopfyldende og meget social. Han lader sig ikke gå på af en afbrænder eller to og tager ansvar, når kampen skal afgøres.
Gert kåres til årets fighter for sit engagement til træning og i kamp. Han er en vigtig rollemodel for de unge og han har udviklet sig meget som håndboldspiller i denne sæson. Da der ikke var nogen pokal til årets fighter, havde træneren, Poul Poder, selv produceret en pokal.