Historisk dyrskue og veteranstævne på Museumscenter Karensminde

Årets største arrangement på Museumscenter Karensminde er uden tvivl det traditionsrige historiske dyrskue og veterantræf, som i år afholdes den 9. september k. 9.30 – 16.00.
Besøgende kan opleve de historiske dyreracer på nært hold, når snesevis af heste, hunde, får, geder, kvæg og kaniner vises frem på skuet. Nogle af de historiske racer oplever en kraftig tilbagegang i bestanden, men takket være et nationalt bevaringsarbejde holdes bestanden vedlige. Dyrene på Karensminde er af historisk dyrerace og indgår derfor også i dette arbejde. Broholmerselskabet afholder miniskue, hvor henved 70 hunde og deres ejere deltager.
På gårdspladsen, i vestlængen og i laden er der boder med delikatesser, håndværk og husflid og ved maskinhuset arbejdes der med træ og rebslagning. Rundt omkring på gården kan man få stillet sulten, både den lille og den store; i kaffestuen og serveringsteltet serveres frikadeller og stuvede kartofler, kaffe og kage, mens pølsevognen og Karensmindes Venner byder på grillpølser med tilbehør. Til den søde tand er vaffelboden som altid åben, og Nygård Ismejeri kommer med deres Bondegårdsis.
Der vil være musikalsk underholdning ved Kongeå Blæseorkester på gårdspladsen og i serveringsteltet spiller Ronnie Flyvbjerg Olesen og Bent Laursen.
Det er en fast tradition, at der også denne dag afholdes veteranstævne, hvor motorinteresserede kan nyde synet af de mange flotte veterankøretøjer og få en snak om hestekræfter og kubik henover kølerhjelmene. Oplev over 180 biler, 80 motorcykler, knallerter, scootere, traktorer og campingvogne mv. fra 1910-1980’erne.
Per Mandrup
Skuet får i år besøg af Per Mandrup, som er en verdensberømt ildsjæl inden for gastronomiens verden. Per Mandrup laver denne dag retter med lam, hvor kødet kommer fra en historisk husdyrrace. Han bliver suppleret af kokke fra kokkelandsholdet, som er på vej til VM. Der vil være smagsprøver til publikum.
Entré denne dag er 60 kr. for voksne. Børn og unge under 18 år har gratis entré.

Program
9.30    Åbning af skuet v/ borgmester Ib Kristensen
9.40    Bedømmelse af kreaturer, får, geder og kaniner
10.00    Pløjning med veterantraktorer og heste
11.30    Hunde præsenteres i ringen
11.45    Får og geder præsenteres i ringen
11.45    Kongeå Blæseorkester
12.30    Kongeå Blæseorkester spiller igen
12.45    Kvæg præsenteres i ringen
13.00    Pløjningen fortsætter
13.15    Heste præsenteres i ringen
14.00    Veterankøretøjer præsenteres i ringen
15.15    Traktorer præsenteres i ringen
15.40    Broholmere og Dansk Spids fra miniskuet præsenteres i ringen
16.00    Pladsen lukker