Jens Mortensen har en opfordring til boldklubbens støtter.

VORBASSE BOLDKLUB
Det er med stor ærgrelse jeg læser, at boldklubben mangler folk til bestyrelsen.
Det kan ikke være rigtig, med alle de faciliteter og muligheder klubben har, for at gøre det lidt nemmere med indtjening af penge til klubben end andre klubber har.
Pølsevognen, parkering til marked, præmiespil er en god indtægt til klubben hver år.
Alle de frivillige hjælpere skal have en stor hånd for det de gør, de har gjort det fantastisk.
Jeg har selv været i bestyrelsen i 12 år. 9 som formand  - Bente, min kone som turneringsleder i 12 år, fuld hold i alle børnerækkerne, 2 senior hold, oldboys og et 7 mandshold.
Bestyrelsen i næsten alle årene var Arne Ch.– HC – Niels G. - Bjarne O. - Jens M. - Poul B. m fl. Vi var alle aktive spillere med træning tirsdag – torsdag  og kamp lørdag. Så der var nok at se til.
Men nu kan de unge eller forældrene desværre ikke afse tid af til bestyrelsesarbejde. Der er mindre bestyrelsesarbejde i dag, der var ikke et pølseudvalg eller parkeringshold den gang, nej det var vi selv en del af. Nu lyder det flot ja ja, men det er for at fortælle, det er vigtigt, at 2 eller 3 vil sætte tid af til at køre boldklubben videre.
Det er vigtig med en god bestyrelse, så der ikke skal nye ind hver år, få snakket sammen. Find 2-3 som vil få det op igen.
Jeg hører fra tidligere bestyrelsesmedlemmer og træner, at meget af deres tid går med brok fra forældre, og det er derfor, de er stoppet.
Kære forældre møder I op til generalforsamlingen, hvor I kan sige, hvad I er utilfredse med?
Er I/du oppe og ude og se barnet eller børnene spille og træne eller husker I at få dem sendt til træning hver gang? Er det nemmere at sende en sms, fordi de ikke har spillet hele kampen eller skulle spille back eller kun fik 10 minutter. Det kunne være, det så anderledes ud, hvis I så kampen. Jeg ved mange af forældre møder op med forsyninger og kaffe til andre, men de er ikke problemet.
Så mød op d. 8/2 kl. 19.00
Med venlig hilsen
Jens Mortensen