Junglejazz, swingmusik og fortællinger for børn

I anledning af Trekantområdets Festuge inviterer Billund Kommune og Grindsted Festuge alle kommunens børnehavebørn og indskolingsbørn til børnejazzkoncerten ”En fanJAZZtisk Trommerejse”. Det sker onsdag den 30. august i Festugeteltet i Grindsted.
 
Hvor kommer trommerne egentlig fra? Og hvordan blev de til et trommesæt? Må man slå på trommer i en biograf, og hvad har det med jazz at gøre? ’En FanJAZZtisk Trommerejse’ er en musikalsk mættet koncert, der fortæller trommernes og jazzmusikkens historie hele vejen fra Afrikas savanne til New Yorks asfaltjungle. Foto: Niels Linneberg
Sidste år var Festugetelt på Nørre Torv i Grindsted fyldt med grin og glade børn fra hele kommunen, da der blev spillet sprøde jazztoner og fortalt spændende historier om jazzen og dens mange instrumenter.
I år inviteres kommunens yngste til børnejazzkoncerten ’En fanJAZZtisk Trommerejse’.
Koncerten byder på et overflødighedshorn af musik - lige fra afrikanske jungletrommer og bedrøvet blues til hæsblæsende swingmusik. Casper Mikkelsens dejlige jazzband leverer det hele med et glimt i øjet, imponerende håndværk og medrivende entusiasme.
Så afgjort jazz i børnehøjde!
Fakta:
•    Koncerten er gratis men kræver tilmelding. Tilmelding er efter først-til-mølle princippet. Læs mere på www.billund.dk/festuge
•    Koncerten afholdes onsdag den 30. august i Festugeteltet på Nørre Torv i Grindsted. Første koncert kl. 9.30 er for børnehavebørn og anden koncert kl. 11.00 er for 0.-2. klassetrin.
•    Man er også meget velkommen, hvis man hjemmepasser eller hjemmeunderviser.
•    Børnejazzkoncerten sker i samarbejde mellem Billund Kommune, Grindsted Festuge og Jazz i Trekanten.
•    Koncerten er en del af Trekantområdets Festuge 2023 hvor over 350 kulturarrangementer over 10 dage indtager Trekantområdets 7 kommuner – heriblandt Billund Kommune.
•    Se alle lokale festugearrangementer på www.trekantfest.dk/billund

Pressemeddelelse og foto: Billund kommune