Kalender 2020 sælges fredag og lørdag i SuperBrugsen

Lokalhistorisk Arkiv har bod i SuperBrugsen fredag og lørdag, hvor de sælger kalenderen for 2020 til en pris af kun 50 kr. Billederne er fra omkring 1950.
Efterkrigstiden  - en brydningstid
De fem besættelsesår havde lavet om på mangt og meget. For mange mennesker var livsvilkårene ændret drastisk. Danmark skulle på samme tid ”finde tilbage til det gamle” og bruge tidens nye muligheder til at bringe landet videre.
 
Landbruget havde altid været dominerende på egnen, og netop mekaniseringen inden for landbruget betød voldsomme ændringer - også i landbrugets serviceerhverv. Hestenes trækkraft blev udfaset på ca. 15 år.
Smedene skulle nu reparere maskiner i stedet for at sko heste. Brugsforeningernes foderstofforretninger blev hurtigt for små og ineffektive, hvorfor de blev lukket.
Moserne var tømt for tørv, og nye brændselsformer blev både billigere og nemmere at bruge i hverdagen.
 
Der var stor foretagsomhed, og mange nye forretninger blev startet op.
Den rivende udvikling blev dog samtidig årsagen til  at Vorbasse marked  - og dermed hele byen - fik problemer, for hestene var ved at forsvinde.
Der skulle nytænkning til. Og det lykkedes for grundejerforeningen.
 
Handelslivet gik dog mod svære tider, og butiksdøden ramte også Vorbasse hårdt. Bilernes udbredelse ændrede både vare- og persontransport med den konsekvens, at Troldhedebanen måtte bukke under i konkurrencen. Tiden omkring 1950 -1960 var absolut en brydningstid.
 
Lokalhistorisk arkiv har ikke hidtil haft så mange billeder, der kan dokumentere denne udvikling. Nu er der sket noget afgørende:
De store luftfotofirmaer som Odense Luftfoto, Aalborg Luftfoto og Sylvest Jensens Luftfoto har nu frigivet deres enorme samlinger af luftfotos  fra hele Danmark. De er nu tilgængelige via Det kongelige Bibliotek
 
Denne kalenders 12 billeder er alle fra disse samlinger og udvalgt til at belyse netop tiden omkring 1950. Ingen af billederne har tidligere været vist af arkivet.
 
Tidsmæssigt følger kalenderen lige efter historien om Fittinglejren, så de viste billeder fra omkring 1950 giver også et indtryk af Vorbasses bybillede under besættelsen.