Kl 14 på superlegepladsen

Indvielse af super flot legeplads

Med musik fra en lirekasse og Korvetbærerlauget i spidsen gik hele forsamlingen fra festen på Torvet til den nye legeplads ved Rolighedsvej/Parkvej. På legepladsen var der gjort klar til festen med kaffe, juice, is, popcorn m.m. Formand for lokalrådet, Jørn Poulsen, bød velkommen til indvielsesfesten og gav ordet til næstformand for kommunens teknik, miljø og kultur Mads Helbo.
Mads fortalte, at allerede i 2017 vedtog kommunen en ny strategi for legepladser. Der skal være færre legepladser til gengæld skal der være en stor legeplads, som er unik for den enkelte by. Denne nye legeplads er helt særlig, idet den nærmest beskriver Vorbasses historie, nævnte Mads Helbo.
Han takkede legepladsudvalget, som har lagt utrolig meget engagement i arbejdet og ydet en stor arbejdsindsats for at få pengene til at række så langt som muligt.   Mads Helbo sagde endvidere: ”I forstår at holde en fest og I skriver jeres egen historie, som er en inspiration for hele kommune. Det her er læring gennem leg og stort tillykke med den nye legeplads”

Jeppe, Trine og Rikke fra legepladsudvalget fortalte, at de er glade og stolte over den ny legeplads.
De fortalte, at det var startet som et skoleprojekt, derefter et borgermøde og forsat med mange ideer i udvalget. Legeudstyrsfirmaet Kompan er lykkes med at fortælle Vorbasses historie og med stor tak til Vorbasse Fonden kunne legepladsen suppleres med et stort skib. Legepladsudvalget takkede også Louise fra Billund kommune for et godt samarbejde. Louise har sørget for at alle udvalgets forslag og rettelser hurtigt er blevet bragt i orden.  

Så var det Storadmiralen Claus Larsens tur til at tage ordet forud for indvielse af legepladsudgaven af Korvetten Labri: ”Korvetbærerlauget og ikke mindst storadmiralen er dybt beæret over at stå her i dag for at se, hvad frivilligheden kan bære i Vorbasse. Vi bygger bjerge, legepladser, ændrer bymidten og får en flot statue midt i byen. Korvetbærerlauget er taknemmelig for også at blive tilgodeset. Vi har fået et forsvarsværn mere, således at vi er i stand til at forsvare Vorbasse fra to positioner: Fra Krigshavnen og nu fra legepladsen her. Men en ting har overskygget alt og det er, at det er en permanent løsning I har fundet her. Jeg tænker ikke at bærelauget ville have overlevet at skulle transportere Labri frem og tilbage fra et vinterhi, som vi gør med Labri i Krigshavnen.
Stå så til søs du gode skiv
Hold dig over vande
Hold kursen, men blive dog her, blive fjernt fra fremmede legepladser
Beskærm vores by, beskyt vores børn
og vær med til at sikre leg og trivsel her på legepladsen
Jeg døber dig i børnenes, i frivillighedens og korvetbærerlaugets navn”

Og så kunne matros Jacob Okholm døbe skibet ved at kaste en ballon med vand på skibets side.

Der var masser af børn, som nu blev rigtig godt underholdt af en artist fra Kuffertcirkus, mens forældrene kunne nyde endnu en kop kaffe.